Det kategoriseres som “islamofobi“, der betyder frygt for islam, men det er en eufemisme, for der er jo ikke tale om frygt, men om had. Den korrekte term bør derfor være muslimhad.
Sammenhængen mellem muslimhad, kolonialisme og liberalisme er et historisk fænomen, hvor islam er modbilledet – “den primitive anden”, som bruges til at retfærdiggøre og påtvinge vestlige værdier og vestligt overherredømme og forvanske enhver modstand mod Vesten.
Fortidens europæiske kolonialisme brugte islamofobi og eurocentrisme som moralsk og religiøst dække for at retfærdiggøre besættelsen og koloniseringen af muslimske områder under påskud af at “civilisere tilbagestående folk.” Kolonialismen arbejdede på at nedbryde de sociale, økonomiske og politiske systemer i islamiske lande for at påtvinge vestlig kultur og lov som det eneste “civiliserede” alternativ.
Neoliberalismen har gjort had til et produkt, hvor vestlige debattører, medieinstitutioner, tænketanke og forskningscentre trives med at investere, forstærke og eksportere islamhad. Had mod muslimer er blevet en lukrativ industri inden for neoliberal globalisering,
Neoliberalismen bruger forsvaret af frihedsrettigheder og menneskerettigheder som begrundelser for udenlandske militære interventioner og forebyggende krige under sloganet “Krigen mod terror”
Islamhad anvendes politisk som et indenrigspolitisk, nationalistisk afledningsværktøj i vestlige lande, bl.a. her i Danmark, for at aflede offentlighedens opmærksomhed fra de økonomiske og sociale kriser, som den neoliberale politik forårsager, og placere skylden på muslimske immigranter og på den måde begrunde krav om udvisning og re-migration af muslimer.
Et eksempel er udtalelsen fra Socialdemokraternes udlændinge- og integrationsordfører Thomas Skriver Jensen om, at der er for mange muslimer i Danmark.
Formanden for Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt krævede som betingelse for at støtte dannelsen af den nye regering, at der vedtages en lov om, at flere muslimer forlader Danmark end der kommer ind.
De florerende påstande om, at fornærmelser mod muslimer er et individuelt fænomen blandt enkeltpersoner og politikere, er konstruerede bortforklaringer og et skalkeskjul!
Krænkelser og fornærmelse af muslimer er tværtimod en væsentlig del af den vestlige strategi for at opnå og bibeholde vestligt overherredømme ved at krænke de mest hellige islamiske symboler.
Formålet er at eliminere muligheden for dannelsen af en anti-vestlig enhed i de islamiske lande.
Det er dette, vi i øjeblikket ser i den amerikansk-israelsk-vestlige krig mod Iran, fordi Iran er et asiatisk land, der er på en kurs i modstrid med ønsket om vestligt overherredømme over det globale syd
I conquer, therefore I am (Jeg invaderer, derfor eksisterer jeg)
Krigen mod Iran, Gaza, Libanon og Venezuela og udsultningen af Cuba er kun en del af den vestlige kolonialisme, som i århundreder har påtvunget sit styre med en kolonial vold, der er uden sidestykke i menneskets historie.
Kolonialismetanken opstod i det 16. århundrede under parolen I conquer, therefore I am (Jeg invaderer, derfor eksisterer jeg), som filosoffen Enrique Dussel skriver. Det er udsprunget af Descartes’ sætning “Jeg tænker, derfor eksisterer jeg”. Og nu ser vi i Gaza en israelsk politik, der bygger på idéen om “Jeg udsletter, derfor eksisterer jeg”.
På den danske politiske arena ser vi, hvordan muslimer beskrives som frygtindgydende trusler. Hadet mod muslimer har erstattet tidligere tiders had mod jøder. Før var det jøderne, som var den skræmmende uintegrerbare anden, i dag er det muslimerne.
Muslimerne beskrives som en trussel mod demokratiet. De beskyldes over en kam for at være radikaliserede og fanatiske. De tillægges motiver som had til Danmark, had mod kvinder, homoseksuelle og folk med andre seksuelle orienteringer end den heteronormative, og udgøre en femte kolonne mod Danmarks nationale sikkerhed i samarbejde med Hamas, Hizbollah og Iran.
Faren ved den “anden” – en milliard mennesker
Der lever en milliard muslimer i verden, hvilket afspejler menneskehedens enorme mangfoldighed.
De møder ofte institutionel diskrimination, social og økonomisk udelukkelse, forudindtagede immigrationspolitikker og uberettiget overvågning og kategorisering.
Dette er, hvad FN’s generalsekretær António Guterres siger, efter at have udnævnt den 15. marts som den globale dag til bekæmpelse af islamofobi.
Generalsekretæren udtaler, at denne foruroligende tendens drives af anti-muslimsk retorik og åbenlyst had, hvilket kan føre til chikane og vold mod enkeltpersoner, moskeer og islamiske kulturcentre. Regeringer må tage konkrete skridt for at bekæmpe hate speech, beskytte religionsfriheden og bekæmpe diskrimination, herunder sikre fuld overholdelse af de internationale menneskerettighedskonventioner.
” Lad os på denne internationale dag for bekæmpelse af islamofobi bekræfte vores engagement i lighed, menneskerettigheder og værdighed for enhver person uanset deres tro”, sagde António Guterres.
Desværre er det, vi ser i det danske folketing, i fuldstændig modstrid med FN’s appeller, hvor had mod muslimer ikke er begrænset til ekstreme populistiske partier, men er blevet en del af den normale politik og diskurs for mange partier på Christiansborg.
USA, Israel og muslimhad
Muslimhad blev allerede i 2012 promoveret i byen, der huser FN´s hovedsæde – New York. Der blev hængt plakater op på 10 subway-stationer i New York City med inskriptionen: “I enhver krig mellem det civiliserede menneske og det vilde, støt det civiliserede menneske. Støt Israel. Nedbryd Jihad.”
Det “civiliserede menneske” er en metafor for Israel, mens “vild” er en ladet reference til muslimer og palæstinensere.
Kampagnen blev skabt, finansieret og administreret af American Freedom Defense Initiative (AFDI), en interesseorganisation med base i USA. Gruppelederen Pamela Geller, der lancerede reklamen, er den samme person der har grundlagt organisationen ”Stop the Islamization of America”.
Så lad os afskaffe eufemismen islamofobi og kalde det, hvad det er MUSLIMHAD!
Og det afspejler sætningen “Jeg invaderer, derfor eksisterer jeg” og den danske politiske støtte til Israel i politikken “Jeg udsletter, derfor eksisterer jeg”.
