Jannah Theme License is not validated, Go to the theme options page to validate the license, You need a single license for each domain name.
AnalyserArtikler

Mellem frygten og vreden

En mur a la Berlinmur mellem Palæstina og Israel være en god start på en fredsproces

  1. april 2002

Information

Osama Al-Habahbeh

 

Kommentaren – Mellemøsten
Når vreden overtager den menneskelige sjæl, forsvinder frygten fra hjerne og hjerte, og vreden overtager kontrollen med alle menneskets sanser.

Og når vreden koncentreres uden der forefindes nogen udluftningsventil, bliver den dén altdominerende faktor i et menneskes adfærd.

Og når vreden eksploderer, raserer den alle livets beregninger og faktorer uden at tænke på om en dødsårsag er ’hensigtsmæssig’ eller ej.

Således er vreden i løbet af 35 års zionistisk besættelse eskaleret, blevet koncentreret, intensiveret og presset for derefter at eksplodere i den palæstinensiske sjæl, for til sidst ikke at kunne skelne mellem en åndelig død under besættelsen eller en korporlig død under kampen mod besættelsen.

Således har sjæle, som er desperate og vrede – i visse kredse kaldet ”selvmordsterrorister” – startet en trend i den moderne befrielseskamp, der har fået tusinder af unge drenge og piger til at stå i kø for at få lov til at ”begå selvmord”!
På den modsatte side opstår en anden tilstand, hvor logikken forsvinder fra hjernen og hjertet, i takt med, at frygten hos besættelsesmagten øges, hvorefter frygten overtager kontrollen med alle menneskelige sanser. Og når frygten koncentreres uden udluftningsventil, bliver den dén stærkeste faktor i uhyrernes adfærd.
Og når frygten eksploderer, udraderer den alle livets beregninger og faktorer, og kan kun komme til udtryk gennem den blinde vold, som den fejlagtigt tror kan udslette frygten.
Det er denne frygt, som har overtaget Ariel Sharons sjæl og samvittighed. Frygten for at måtte give afkald på sit 35 år gamle bytte. Frygten som har trukket Sharon & co, ned på uhyrernes plan. Frygten som her optræder med krigens grimmeste fjæs, som vi også så det i Vietnam og under Anden Verdenskrig.
Sharon & co. har glemt, at bomber, tanks, helikoptere og raketter ikke kan udslette en ung piges vilje at ’begå selvmord’, men tværtimod forstærker den, da den er hendes eneste alternative mulighed for at agere, frem for at stå som tilskuer, mens hendes slægtninge dør, fordi deres modstandsforsøg kommer til udtryk i form af stenkastning.

Terrorens infrastruktur
De vestlige medier har for nyligt opfundet termen ’Terrorens infrastruktur’ som nu anvendes hyppigere end noget andet begreb i moderne krigsterminologi.
USA’s præsident krævede i sin tale til blandt andre Arafat i hans husarrest i Ramallah, at han skal yde en 100 procents indsats for at opløse terrorens infrastruktur. USA bruger termen i sin støtte til Sharons såkaldte ”krig for at opløse terrorens infrastruktur”, altså deres støtte til Israels genbesættelse af palæstinensiske områder, og deres accept af påskuddet om, at Israels krig blot er selvforsvar.
Israel på sin side hævder, at det palæstinensiske selvstyre har den nødvendige infrastruktur, til at kunne være i stand til at opløse terrorens infrastruktur, men at selvstyret ikke ønsker at opfylde Sharons og Bushs krav. Tværtimod påstår de to ”supermagt” mænd, at en del af selvstyrets infrastruktur er blevet omdannet til terror-infrastruktur,.
Hvad er den etymologiske forklaring på termen infrastruktur? Og hvis denne forklaring passer til selvstyrets infrastruktur, hvad vil det så betyde, at Israel udsletter den? Og hvis det lykkes Israel at gøre det, vil det derefter være muligt at udslette terrorens infrastruktur? Men hvad er terrorens infrastruktur? Hvordan forstås denne infrastruktur i Israel og USA? Og med hvilke midler kan den udslettes?
Ifølge Gyldendals leksikon er infrastrukturen summen af et lands anlæg til transport, kommunikation, samfærdsel, forsyning med elektrisk kraft, vand o.l., dvs. den indirekte produktive del af realkapitalapparatet som er en nødvendig forudsætning for den direkte produktion af varer og tjenester.
Terrorens infrastruktur omfatter ifølge den amerikansk-israelske terminologi alle modstands-organisationer, velgørende såvel som andre NGO organisationer, moskeer, skoler og radio og tv-stationer m.fl., som støtter modstandskampen.

Selvmordets våben
En udslettelse af selvstyrets økonomiske og politiske infrastruktur (altså leksikonets definition på infrastruktur) er Israels hær allerede godt i gang med, man har allerede destrueret Gazas lufthavn, veje, havn, fiskekuttere, præsidentens flymaskine, politiets embedsboliger og hovedkvarter og dræbt en del af politiledelsens medlemmer. Samme destruktionsprocedurer har man foretaget på Vestbredden, hvor man har anholdt og dræbt en række af præsidentens vagter, afbrudt el- og vandforsyningen, og tilintetgjort ambulancer og hospitaler. Israel har ødelagt alt hvad man normalt anser som nødvendigt for at opbygge og opretholde en stat. Men ovenikøbet at ville udslette den kulturelle og religiøse infrastruktur – dét som USA og Israel definerer som terrorens infrastruktur (som nævnt ovenfor) kan skyldes en intention om en total udslettelse, som ikke forventes at slutte om 50 eller 100 år.
Hvad skal der til, for at en palæstinenser griber til at hævne sig over israelernes fremfærd?
Det kræver ikke leksikonets definition på infrastruktur. Det eneste der er brug for, er lidt desperation, lidt vrede og at konstatere, at alle veje er lukkede. Der er ikke brug for mange penge, træning eller indviklet teknologi. Der er ikke brug for en stor hærstyrke til at beskytte ham eller hende, når selvmordsmissionen udføres.
Mellem alle disses modsætninger, er der i øjeblikket kun en måde, som kan føre til at fredens ånd kan komme ud af flasken, og det er en total fysisk adskillelse mellem palæstinensere og israelere ved hjælp af en mellemøstlig Berlinmur og en international fredsstyrke, der indsættes mellem de palæstinensiske områder, som bør være fri for israelske soldater og bosættelser, og staten Israel. Derefter skal der indgås en total våbenhvile, efterfulgt af en international konference under FN’s Sikkerhedsråd, hvis hovedtemaer primært skal være forhandlinger om:
*Gensidig anerkendelse mellem den israelske stat og den palæstinensiske stat ifølge FN resolution 242.
*Løsning af sagen om flygtninge, der enten ønsker at vende tilbage eller modtage erstatning.
*Løsning af striden om vandressourcer.
*En endelig fredsaftale mellem de to stater.
Efter alt det had, som er produkt af 35 års besættelse, kan en mur a la Berlinmur mellem Palæstina og Israel være en god start på en fredsproces i denne del af verden.

Related Articles

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button