Det er et foruroligende adfærdsmønster i den muslimske verden: Man bruger en masse tid på at længes efter den islamiske fortid og beklage tabet af den. Der er brug for en islamisk Martin Luther til at tage et opgør med den tankegang
kalifatet som samfundsbærende model, altså en stats- og styreform, der samler alle verdens muslimer under en og samme politiske enhed.
Grundloven er Sharia, baseret på Koranen og profetens narrativer, mens lederen, kaldet kaliffen (Efterfølger for Guds udsendte), udøver sin autoritet som Guds repræsentant og profetens arvtager.
Kaldet
Visionen om den islamistiske løsning blev forstærket af krigene i Irak og Syrien og omvæltningerne i Tunesien, Egypten og Libyen.
Under og efter det såkaldte Arabiske Forår i 2011 fik salafister (af salaf: oprindelse) stor fremgang ved valgene i Tunesien i 2011, Egypten i 2012 og Marokko og Jordan (begge i 2016). Salafisterne betragtede deres fremgang som en guddommelig sejr og et tegn på, at Gud endelig rakte dem en hjælpende hånd efter 1.400 års fravær. De er nu overbeviste om, at de langsomt men sikkert nærmer sig kalifatets realisering. Det Arabiske Forår var kaldet til denne epoke.
Det første svar på det kald kom i juni 2014 med etableringen af Islamisk Stat (IS), hvor IS proklamerede en kalifatstat i Syrien og Irak og udbredte sine krige i regionen og til Vesten for at opbygge den religiøse stat.
Vejen dertil går gennem at holde sig til islams forskrifter og profetens narrativer, der bl.a. siger, at Islam er den sidste og eneste religion, der accepteres af Gud. Derfor skal den sande muslim bekæmpe alle andre religioner.
Salafisterne deler verden op i to rivaliserende fraktioner: troende eller vantro, os eller dem – og der kan ikke være sameksistens mellem de to – på samme måde som nulevende vestlige politikere og demogager siger: Vesten er Vesten, og Mellemøsten er noget andet, og de to kan ikke mødes.
Moderate vestlige politikere mener ikke, at Vesten har et problem med islam. For dem er problemet kun nogle radikale islamister. Men 14 århundreders historie siger noget helt andet. Forholdet mellem islam og kristendom har typisk været stormfuldt. I nogle perioder har der hersket fredelig sameksistens, men ofte var forholdet præget af spændinger og forskellige grader af religiøs koldkrigstilstand.
De seneste 30 år har salafisterne påtaget sig opgaven med at opfylde Guds befaling ved at omvende ikkemuslimer til islam – først ved brug af ord og derefter med tvang. Det er drejebogen for IS-salafisternes grusomheder og terror, og det er på grund af dem, at islam og muslimer i stigende grad forbindes med terror og terrorister verden over.
Tilbage til fortiden
For de salafistiske grupper er nedtællingen nu begyndt, og rejsen til fortiden i gang: Tilbage til år 600 efter at have givet afkald på det 21. århundredes civilisation.
Det er et foruroligende adfærdsmønster i den muslimske verden: Man bruger en masse tid på at længes efter den islamiske fortid og beklage tabet af den, mens man bruger for lidt tid på at tænke på fremtiden og den verden, man vil efterlade til sine børn. Man har ofret fremtiden for at genvinde fortiden.
Med denne drømmeagtige tilgang til fortiden er der sket radikale ændringer i selvforståelsen hos nogle arabiske muslimer. Det oplever jeg, når jeg møder dem i den arabiske verden og sågar her i Danmark.
Den fortidsforherligende retning får ganske vist modstand af en mere moderat retning, der argumenterer for, at man skal komme videre og se fremad og forsøge at modernisere islam, samt at salafisterne er en minoritet.
Men det sidste led i argumentet er desværre svært at slå overbevisende fast. Salafisterne er i dag en meget stærk religiøs gruppe inden for islam. Det viser den store fremgang ved valgene i de arabiske lande.
Jeg frygter en fremtid med yderlige forfald, dekadence, katastrofer, krige, terror og sekterisk militarisering. Det kan desværre ikke undgås, hvis ikke salafisterne opgiver illusionen om en kalifatisering af verden.
Det eneste håb er, at der fra den moderate retning kan opstå en karismatisk åndelig figur – en slags islamisk Martin Luther – der troværdigt og overbevisende kan formulere behovet for islams modernisering.
Det er tvivlsomt, om reformen vil overbevise salafisterne, men en reformbevægelse vil styrke moderate og fritænkende muslimer til at vinde slaget over dem.
A
B
