Af Osama Al-Habahbeh
25.08.2023
Islamofobi og antisemitisme: fjender i fælles fodslag mod ytringsfrihed
De sidste måneders afbrændinger af Koranen og Toraen har ført til fornyede anklager om islamofobi og antisemitisme i debatten om ytringsfrihed.
Europæiske undersøgelser viser en øget udbredelse af islamofobi i Danmark og EU, som falder sammen med det ekstreme højres fremmarch i mange EU-lande. Fænomenet islamofobi i Europa ikke er nyt, men den dansk-svenske politiker, Rasmus Paludan, bringer det igen frem i forreste række.
Begreberne islamofobi og antisemitisme er begge baseret på frygt og had mod muslimer eller jøder og optræder ofte parallelt. Muslimer anklages for at være antisemitiske og jøder anklages for at være islamofobiske.
Antisemitisme er en etnisk baseret term, som betyder, at man nærer antipati for semitter, de folk som bl.a. består af jøder, muslimske og kristne arabere, men bruges i dag udelukkende om had mod jøder.
Islamofobi er en religiøst baseret term, som betyder frygt for islam som religion, men har i dag udviklet sig til at blive muslimofobi dvs. frygt for muslimer.
Islamister og zionister trækker islamofobi- og antisemitisme-kortene
Efter to demonstrationer, der fandt sted foran den tyrkiske ambassade i København henholdsvis den 24. marts og den 31. marts 2023, hvor demonstranter afbrændte Koranen og det tyrkiske flag, udtalte det tyrkiske udenrigsministerium, at de gentagne handlinger er “et tydeligt bevis på hvordan islamofobi, xenofobi, diskrimination og racisme er vokset i Europa på det seneste”.
Disse anklager ses også i en EU-finansieret rapport European ISLAMOPHOBIA fra 2018, som blandt andet omhandler islamofobi i Danmark. Rapporten retter skytset mod danske politikere og konstaterer: »Størstedelen af det nuværende folketing bidrager konstant til at skabe mistanke over for muslimer og Islam. Når politikerne bruger udvalgte ord som »ghetto« og »parallelsamfund« bruger de negative associationer,« og tilføjer desuden: »Den islamofobiske retorik har spredt sig til det bredere samfund gennem medierne og internettet, hvilket gør bestemte politikere til ledende karakterer i den islamofobiske diskurs i Danmark.«
Også debattører og politikere, der er kritiske over for islamistiske ytringer og handlinger bliver mødt med disse anklager. For hvis man er kritisk over for muslimske landes reaktioner på koran- afbrændinger, eller debatterer Israels indflydelse i Vesten, bliver man ofte mødt med beskyldninger om, at man er islamofob eller antisemit. Der har jeg oplevet efter Information d. 7. august trykte min kronik om vestlig ytringsfrihed og afbrænding af hellige skrifter.
Islamofobi og antisemitisme – gensidig inspiration
Islamisternes brug af islamofobi-anklager mod islamkritikere er parallelle med Israel og dets venners brug af anklager om antisemitisme mod kritikere af Israels handlinger. Danmark og danskerne mødes også med disse anklager.
De senere år er der fremkommet flere beskyldninger om antisemitisme mod kendte danskere, blot fordi de er kritiske over for Israel eller sympatiserer med arabere.
Klaus Rifbjerg og Mogens Lykketoft beskyldes for antisemitisme
I 2008 udkom en bog af Manfred Gerstens: Behind the Humanitarian Mask, der anklager Danmark og de nordiske lande for at være ”smørhuller for antisemitisme og humanitære racister”.
Forfatteren Klaus Rifbjerg blev anklaget for at sætte gang i antisemitisme i Danmark med sit digt ”Støvlerne”, som blev trykt i Politiken den 11. juni 1967 efter Seksdageskrigen, hvor han udtrykte empati med krigens arabiske ofre.
»Rifbjergs digt er en forløber for senere og mere aggressive billeder produceret i 1980erne og 1990erne, der fornærmer Israel og jøderne,« lyder det i bogen.
Igen i februar 2020 anklages Rifbjerg af Arthur Arnheim i Weekendavisen for antisemitisme på grund af sit digt.
Arnheims kronik »Store, stygge løgne« skitserer »den nye antisemitiske bølge«, som i Danmark ifølge kronikøren blev igangsat af Klaus Rifbjerg.
Digtet kritiserer krigsbegejstringen i forbindelse med krigen mellem Israel og de arabiske lande. Der står bl.a.:
Vi konstaterer ikke uden selvfølelse
at det er OS der har sejret.
Israel vandt krigen.
De forenede Nationer vandt freden.
På femogfirs timer
var det hele overstået.
Men Gud ved
om de har fået samlet støvlerne op?
Blir der oprettet
særlige støvleopsamlingsbatalioner?
Har FN et særligt
støvleudvalg?
Tænker alle vi redebonne
understøttere af Israels
”retfærdige sag”
”heltemodige forsvar”
”hellige krig”
på støvlerne i Sinai?
Også Mogens Lykketoft blev af MIFF (Med Israel For Fred) anklaget for at fremme antisemitisme, da han i 2001 på TV udtalte, at der ikke var forskel på drabet på den israelske turistminister Rehavam Ze’evi og Israels målrettede attentater på palæstinensiske ledere.
MIFF, som ifølge dem selv er den største pro-israelske organisation i Europa og er politisk og religiøs neutral, har også anklaget Uffe Ellemann-Jensen, Per Stig Møller, Martin Lidegaard og Holger K. Nielsen for at være anti-israelske; en anklage, som ofte linkes til anti-semitisme.
I 2020 skrev MIFF, at de 5 danske politikere sammen med 50 tidligere europæiske ledere havde underskrevet et anti-israelsk opråb, hvor Israel blandt andet beskyldes for at være en apartheid-stat.
Forfatteren til bogen Behind the Humanitarian Mask hæfter sig ved, at SID (Specialarbejderforbundet i Danmark) i 2002 var blandt de første europæiske organisationer, som foreslog at boykotte israelske bosættelsesprodukter, et forslag som han betragter som antisemitisk.
Samme anklager om antisemitisme oplevede vi i Danmark i 2015, hvor busselskabet MOVIA måtte fjerne en busreklame, der opfordrede til boykot af varer fra de ulovlige israelske bosættelser.
Sådanne anklager kan muligvis belyse årsagen til den forsigtighed, som danske medier og debattører har udvist i forhold til at give en udførlig dækning af en FN-rapport, der blev udgivet den 15. marts 2017. Rapporten karakteriserer Israels behandling af palæstinenserne som værende apartheid.
På trods at de politiske protester inden- og udenfor FN erklærede FN-organet ESCWA’s generalsekretær, Rima Khalaf, at rapporten “konkluderer klart og ærligt, at Israel er en racistisk stat, der har etableret et apartheidsystem, der forfølger det palæstinensiske folk”.
Fløjlshandskerne bør tages af i kritiske debatter om religion og politik
Anklager for antisemitisme eller islamofobi afholder debattører og politikere fra at være kritiske over for Israel og muslimske lande.
Det er supervigtigt, at man som debattør eller politiker fremadrettet vælger at deltage i konstruktive dialoger om religionskritik og varme politiske emner, så de nationalistiske og populistiske medier og politikeres monopol på religionskritik eller politisk kritik kan blive brudt.
Man bør kunne være islamkritisk eller israelkritisk uden frygt for at blive beskyldt for at være islamofob eller antisemit. Vi skal ikke lade os manipulere til at forveksle og sammenblande rationel kritik af en religion eller en stat med racistisk intolerance!
Islamisterne benytter sig ofte af anklagen for islamofobi mod enhver rationel analyse eller kritik af islamisme eller muslimske lande, præcis som Israel og dets venner i årtier har brugt anklagen for antisemitisme mod enhver kritik af Israel eller Israels handlinger i de besatte palæstinensiske områder.
Mogens Lykketoft kender godt til denne tendens, da han i mange år været kritisk om Israels fremfærd over for palæstinenserne.
»Der har altid været folk på den Israel-venlige højrefløj, som råbte antisemitisme efter enhver, der ytrede sig det mindste kritisk om Israel,« siger han til Information i marts 2021. Også efter ham.
Debatten bliver muligvis så skinger fordi kun erklærede islamofober, antisemitter og racister udtaler sig. Folk der ikke befinder sig på den yderste højrefløj, afholder sig ofte fra at udtale sig om følsomme emner af frygt for at blive anklaget for at være islamofober, antisemitter eller racister.
Hvis vi skal have en nuanceret debat, er vi nødt til at være enige om, at man som journalist, politiker eller debattør ikke skal være nødsaget til at udøve selvcensur.
Skal det være sådan at man konfronterer beskyldningerne på forhånd ved at indlejre rygdækning i alle sine udsagn eller ligefrem starte alt hvad man publicerer med en disclaimer, så man kan få nedbrudt det fælles fodslag mellem islamister og Israels venner som bruger anklagerne islamofobi og antisemitisme som våben i deres fælles kamp mod ytringsfrihed.
