Gaza – det 21. århundredes Vietnam

Situationen i Gaza er begyndelsen til enden på det vestlige overherredømme kendt som “den liberale internationale orden”.

Det har længe været åbenlyst, at denne orden i mere end et årti har lidt under en uhåndterbar krise som følge dens svækkede evne til at kontrollere verdensscenen militært. Det skyldes de nederlag, den har lidt i Irak og Afghanistan, og nedgangen i dens økonomiske og politiske indflydelse, som er forårsaget af den fremgang, der ses i de store ikke-vestlige konkurrenter – såsom Kina, Rusland og de øvrige BRIKS-lande.

Vestens kollektive støtte til Israels krig mod det palæstinensiske folk i Gaza ser ud til at blive et fatalt slag mod forsøgene på at forny “den liberale internationale ordens” troværdighed. Ordenens fortælling om sig selv som de vestlige demokratiers “moralske overlegenhed” over andre politiske systemer falder nu fra hinanden.

Den amerikanske præsident Joe Biden har forsøgt at forny denne vaklende troværdighed, der er hårdt ramt af Donald Trump-administrationens politik og de tidligere amerikanske krige, men Biden vil ikke være i stand til at genopbygge troværdigheden efter Gaza-holocaust. Scenerne med ligdele af børn og uskyldige civile, der er stablet i bunker, nedbrudt eller spredt i Gazastribens gader, hospitaler og skoler, er blevet ætset ind i hjerterne hos størstedelen af verdens befolkning, også i Vesten. Den afslører Demokratialliancens (som de også kalder sig) sande ansigt.

Vietnamesiske tunneler

Faktisk står vi over for et intellektuelt politisk vendepunkt, fordi krigen i Gaza her i det 21. århundrede ser ud til at blive lige så ikonisk som Vietnamkrigen i tresserne og halvfjerdserne.

USA, der dengang førte sig frem i rollen som verdens ældste demokrati, blev afsløret som verdens yngste kolonisator. Vietnamkrigens uhyrligheder bidrog til dannelsen af en global folkelig oppositionsbevægelse mod USA’s politik, hvilket ændrede den overordnede magtbalance og blev begyndelsen på “den liberale internationale ordens” nedtur.

Det er klart, at synet af amerikanske soldater, der kom retur i ligposer, var en nøglefaktor i den amerikanske offentligheds kovending over for Vietnamkrigen, men falskheden i Washingtons officielle begrundelser om at kæmpe til forsvar for “demokrati og menneskerettigheder over for kommunismen og dens totalitære projekt” er en lige så vægtig faktor – for ikke at tale om de rædselsvækkende forbrydelser den amerikanske hær begik mod det vietnamesiske folk. Alt dette førte til, at oppositionen forøgedes, og modstanden mod USA’s imperialisme blev udbredt.

En dag vil den palæstinensiske modstandskamp blive anerkendt som en frihedskamp!

I Vietnam blev krigen mellem den vietnamesiske modstandsbevægelse og amerikanerne udkæmpet fra 1955 til 1973, på samme måde som den i dag foregår i Gaza: med bombninger, tunneler og gadekrig.

USA har gennem sin historie udnævnt sig selv til “The white saviour” og sine modstandere til mennesker på laverestående udviklingstrin. I den forbindelse blev den vietnamesiske modstandsbevægelse beskrevet som ugudelige kommunistiske terrorister, der ønskede at ændre Guds vilje!

I dag beskriver Israel sammen med USA og EU den palæstinensiske modstandsbevægelse Hamas som islamiske terrorister.

I Vietnam-krigen blev verden vidne til en af de mest ikoniske tunnelkrige i historien, hvis resultat blev til det, der er kendt som Vietnam-lektionen. Vietnamesiske oprørere plejede at komme ud af deres tunneler i skoven, angribe amerikanerne og trække sig tilbage i tunnelerne igen, skarpt forfulgt af amerikanske fly, som destruerede hele skoven med napalm og Agent Orange.

I dag lever vi med en ny krig, der ligner Vietnam-krigen, som ødelagde myten om den uovervindelige amerikanske hær. De vietnamesiske guerillaer påførte tab i amerikanske liv og udstyr, frygtelige mareridt plagede de overlevende amerikanske soldater efter deres tilbagevenden til USA, hvor man blev vidner til PTSD og krigstraumer forårsaget af den vietnamesiske blitzkrig. Det var en krig, der var afhængig af et komplekst tunnelnetværk, og USA’s forsøg på at trænge ind i det var dødbringende, fordi alle tunneler var dødsfælder.

USA led derfor et massivt nederlag i verdens øjne og er den dag i dag stadig ikke kommet sig. Men alligevel har USA ikke taget ved lære af denne fatale historiske lektion.

Historien gentager sig, og USA’s kolonisering af Vietnam har ikke ændret noget i deres imperialistiske historie, og de har ikke fraveget deres arrogante kurs over for andre folk, som vi har set i Irak og Afghanistan og som lige nu udspiller sig for øjnene af os, hvor de optræder som den vigtigste støtte til det israelske zionistiske regimes fremfærd i Palæstina.

Israel – Vietnam

Ironisk nok var der blandt de amerikanske styrker, der invaderede Vietnam, mange israelske soldater, heriblandt Moshe Dayan, der var forsvarsminister i Israel i tresserne. I en artikel offentliggjort i den israelske avis Haaretz den 14. februar 2017 berettes, hvordan Moshe Dayan sluttede sig til den amerikanske hær i Sydvietnam for at bekæmpe kommunisterne, og hvordan det førte til, at han blev stabschef for den israelske hær under krigen i 1973:

“Moshe Dayan havde desperat brug for en ny erfaring, der kunne hjælpe ham med at nå toppen af sine ambitioner. Et år senere modtog han et tilbud, han ikke kunne afslå: En invitation fra den israelske avis Maariv til at rejse til Sydvietnam for at være korrespondent for amerikanske styrker i marken som embedded journalist.”

I 1973 erklærede det amerikanske militær, at krigen mod Vietnam havde været en fiasko, og præsident Nixon kom med sin berømte udtalelse: “Hvis denne generation kender krig, vil den næste generation kende fred.”

Efter at USA havde anvendt napalm og fosforbomber og dræbt tusindvis af uskyldige mennesker i Vietnam, gav de op over for den nordvietnamesiske modstand, som proklamerede den kommunistiske republik Vietnam i nord og syd.

Cubas bøller

Efter mange års væbnet kamp og guerillakrige udkæmpet af Fidel Castro, Che Guevara og deres kammerater greb de revolutionære magten i Cuba i 1959.

I lang tid blev Cuba og de revolutionære cubanere udsat for nedgøring og sarkasme i de amerikanske medier, der betragtede dem som “pro-sovjetiske ateister”. Denne propaganda var det stærkeste våben i amerikanernes hænder.

I en artikel bragt i avisen Tricontinental den 23. november 2023 under overskriften “Fra Gaza og Cuba spørger de: Er I mennesker som os?” læser vi:

“Den palæstinensiske digter Mahmoud Darwish plejede i sin poesi at spørge israelerne, om de var i stand til at se palæstinenserne som mennesker som dem selv. Vi cubanere bør stille det samme spørgsmål til amerikanske embedsmænd: Betragter I cubanere som mennesker?”

Forholdet mellem Cuba og Israel har gennemgået mange kriser, fordi Cuba støtter den palæstinensiske kamp.

I 1960 stemte Israel og USA for en embargo mod Cuba, som stadig bliver brugt som trussel i dag fra tid til anden.

Da USA end ikke med støtte fra lejesoldater formåede at invadere Svinebugten i 1961, tyede de til deres imperialistiske propaganda mod cubanske revolutionære. Det fortsatte indtil århundredeskiftet.

Afrikansk “terrorist”

I Sydafrika herskede apartheidregimet frem til 1994. Det hvide mindretal var eliten, der undertrykte den oprindelige befolkning.

Nelson Mandela blev født i 1918, og i begyndelsen af sin politiske karriere favnede han Mahatma Gandhis pacifistiske principper; men i 1960 åbnede myndighederne ild mod fredelige sorte demonstranter og dræbte 70 mennesker. Det kom til at markere et vendepunkt i Nelson Mandelas liv, han brød ud af African Congress Party og begyndte at opfordre til væbnet kamp, påvirket af Che Guevara og Mao, og rejste samme år til Algeriet for at gennemgå intensiv træning fra de algeriske revolutionære partisaner.

Da han vendte tilbage, dannede han organisationen “Spear of the Nation”, en væbnet organisation, der kombinerer metoderne i modstandsbevægelser og guerillakrige for at konfrontere koloniherrerne.

Efter en række selvmordsaktioner og angreb, klassificerede USA – med Storbritannien lige i halen – denne organisation og dens leder, Mandela; som pro-sovjetiske kommunistiske terrorister, og Mandela og hans kammerater blev idømt livsvarigt fængsel.

Umiddelbart efter hans løsladelse fra fængslet i 1988 skete der et skift i de vestlige medier. Mandela, der var terrorist i går, blev en legende og et symbol på fred som følge af internationalt pres og global sympati for hans land, da han vandt Nobels fredspris i 1993!

Terroristen og modstandshelten

Det er bemærkelsesværdigt, at nogle nationale befrielsesbevægelser som i Sydafrika, Cuba, Palæstina og flere andre har haft USA som deres hovedfjende; USA, som har udnyttet alle sine propagandametoder til at fordømme forskellige modstandsbevægelser, for lige så snart besættelsen er forbi, og den internationale opinion ændrer sig, fra den ene dag til den anden at erklære terroristen en modstandshelt i de vestlige medier.

Vi befinder os i en æra, hvor medierne massivt benyttes og udnyttes i Vestens krigspropaganda uden hensyntagen til andre folks rettigheder.

På gaden ser vi større og større demonstrationer til støtte for den palæstinensiske kamp i Gaza-krigen, de breder sig i byer i de vestlige lande – herunder i de danske byer – og er de største demonstrationer siden demonstrationerne mod Vietnamkrigen i tresserne og halvfjerdserne.

Det er disse demonstrationer, der viser en ændring i den internationale offentlige opinion – ikke i regeringernes officielle udmeldinger. Folk på gaden afviser det israelske narrativ i slående kontrast til de vestlige mediers ensidige dækning. Det er tegn på et nyt vestligt menneskesyn på den globale frihedskamp i det globale syd.

Israel er ved at blive besejret i medierne – især i de sociale medier – og Vestens dårlige samvittighed over jødeforfølgelserne i Nazityskland er begyndt at blegne.

Påstandene om zionisternes ret til land og selvforsvar er begyndt at falde fra hinanden.

Denne påståede ret til landet er baseret på en række myter, som har givet Israel grønt lys til at bryde alle konventioner og påbud fra FN.

Anti-Hamas eller anti-palestinianisme

Lige nu er den vestlige propaganda anti-Hamas, men egentlig er den rettet mod alt, hvad der er palæstinensisk, hvad jeg vil beskrive som anti-palestinianisme. Og på samme måde som der i sin tid førtes anti-Mandela- og anti-Castro-propaganda, som folkestemningen vendte sig imod, er stemningen også begyndt at vende til fordel for det palæstinensiske folk.

En dag vil den palæstinensiske modstandskamp blive anerkendt som en frihedskamp!

Gaza – det 21. århundredes Vietnam