»Kan vi prøve flyvemaskinen,« spurgte mit barnebarn Sophia. Det var en solrig søndag i Tivoli, og hun var glad og forventningsfuld – hun skulle prøve forlystelser med sin morfar.
Jeg sendte hende et smil tilbage. Hun ville op i en topersoners flyvemaskine, der roterer om sin akse og drejer rundt, så man får hovedet nedad. Temmelig angstprovokerende, hvis du spørger mig.
»Skal vi ikke bare kigge på dem eller prøve, om vi kan blive fotograferet i en, mens den holder stille?« foreslog jeg.
Sophias barnlige glæde mindede mig om statsminister Mette Frederiksen, da hun den 20. august på Flyvestation Skrydstrup blev fotograferet sammen med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, i et af de 19 F16-jagerfly, som Danmark donerede til Ukraine.
Politiske ledere og dræbermaskiner
Det lader til at være et festligt ritual for politiske ledere at blive fotograferet smilende sammen med dræbermaskiner. Vi har i tidens løb været vidner til en del statsledere, der har gjort netop det.
Mange af os har nok set billedet af Lars Løkke Rasmussens besøg i Afghanistan i 1988, hvor han poserer med et AK47-gevær.
Ruslands præsident Putin og den tyrkiske præsident Erdogan lod sig i 2019 fotografere med et Sukhoi T-50 Stealth jagerfly.
Iraks tidligere præsident Saddam Hussein foretrak at lade sig forevige, mens han affyrede et skydevåben forud for krigen i 2003.
Fotoet med Saddam Hussein fører os tilbage til en tid, hvor verden var i opbrud under Irak-krigen i 2003. Og det var netop denne krig, der mobiliserede de største globale fredsdemonstrationer siden Vietnamkrigen i slutningen af 1960’erne. Herhjemme gik tusinder af antikrigsdemonstranter på gaden som en del af en stærk dansk fredsbevægelse.
I en verden præget af konflikter har fredsbevægelser historisk set spillet en afgørende rolle i at sætte fokus på vigtigheden af fred og diplomatiske løsninger. Men hvor er den danske fredsbevægelse nu? Hvad er årsagerne til denne tilsyneladende mangel på aktivisme, når det drejer sig om krigen i Ukraine?
Ukrainekrigen har dybtgående menneskelige og geopolitiske konsekvenser, og den har sat spørgsmålstegn ved den internationale orden og sikkerhed. I andre europæiske lande har denne krig ført til protester fra fredsbevægelsen, der kræver en fredelig løsning på konflikten.
Hvor er venstrefløjens opfordring til fred?
Men i Danmark har situationen været bemærkelsesværdigt anderledes. Mens der har været en stor offentlig opmærksomhed omkring krigen, har der stort set ikke været nogen protester fra fredsbevægelsen som reaktion på konflikten.
Dette fravær af aktivisme rejser flere spørgsmål om det danske samfunds holdninger. Og endnu mere bemærkelsesværdig er den danske venstrefløjs holdning til krigen.
Da Mette Frederiksen holdt sin tale i Landstingssalen den 21. august, sagde hun: »Politiske partier fra venstre til højre er forenet i samme ønske om at hjælpe Ukraine så meget som muligt.«
Det vil sige, at Folketingets 12 partier står sammen om denne danske støtte til krigen. Også Enhedslisten, der tidligere har været kendt som et politisk parti med fredsopfordrende krav, der plejer at opponere imod krige og militære alliancer.
Både inden for og uden for salen var der ikke en eneste stemme, der opfordrede til freds- og ikke krigsretorik: heller ikke her hørte man kritik fra Enhedslisten.
Verden har brug for fredsbevægelser
Det eneste kendte stemme, der var kritisk over for donationen af jagerfly, var den danske filminstruktør Lars von Trier.
Han skrev den 22. august på Instagram: »- Forresten: Til hr. Zelenskyj og hr. Putin og ikke mindst fru Frederiksen (der i går, som en kåd nyforelsket, poserede med smil fra mundvig til mundvig i cockpittet på en af vor tids uhyggeligste stykker dræbermaskineri): – Russian lives matter also! Hilsen Lars«.
Efter det heglede kritikken ned over von Trier både fra Danmark og udlandet, og han blev beskyldt for at sympatisere med Rusland. Måske kan disse beskyldninger forklare tavsheden fra de danske fredsbevægelser – frygten for at blive mødt med samme anklager.
Spørgsmålet er: Kan fredsbevægelser formå at få indflydelse i en tid, hvor diplomati bliver overskygget af magtpolitik i krigen mellem Ukraine og Rusland?
Eller har fredsbevægelserne inklusive den danske venstrefløj opgivet troen på, at der er plads til fred og diplomati i den nye verdensorden? Og er de derfor kommet til konklusionen, at man hellere må indordne sig under sin tidligere yndlingsaversion – den militære alliance NATO?
Fredsbevægelsernes stemme er stadig værdifuld og nødvendig for at minde os om de menneskelige omkostninger ved krig. Politikerne bør fortsat presse på for fredelige løsninger og diplomatisk dialog, i stedet for at posere smilende og med glimt i øjet ved dræbermaskiner, som var de små børn i Tivoli.
Vi har brug for fredsbevægelsen, når vores politikere poserer med dræbermaskiner | Information
