Løsningen på krigen i Mellemøsten med oprettelse af to stater, Israel og Palæstina, er reelt død i politiske og diplomatiske fora.
Det er der flere grunde til. De to vigtigste er, at Israel afviser denne løsning, og at det nu er blevet demografisk umuligt, da der fuldstændig i strid med international lov er blevet placeret 750.000 jødiske bosættere i de besatte palæstinensiske områder på Vestbredden og i Østjerusalem.
To-statsløsningens død skyldes også, at det internationale samfund i årtier ikke har gjort nogen indsats for at nå frem til en endelig fredsaftale. Man insisterer på fortsat at tale om tostatsløsningen som en løsning på den arabisk-israelske konflikt og ønsker ikke at indrømme, at denne løsning er mislykket.
Derfor er der for øjeblikket kun udsigt til en én-stats løsning tilbage for Palæstina, den som er de-facto på jorden i dag, nemlig den racistiske israelske stat. Men det, der bør arbejdes henimod, er en måde at omdanne den racistiske virkelighed til en demokratisk virkelighed.
Oslo-fredsaftalens død
Mere end tredive år efter Oslo-fredsaftalerne mellem palæstinensere og israelere, spørger vi os selv om de på nogen måde har opnået fred mellem de to parter?
Det er vigtigt at minde om grundlaget for Osloaftalerne i 1993, hvor PLO og Israel anerkendte hinanden, som var, at der blev oprettet en midlertidig palæstinensisk selvstyre-myndighed, og man blev enige om at udsætte drøftelserne om den endelige status, dvs. Jerusalem, flygtninge, bosættelser, grænser og sikkerhedsforordninger. Aftalen gik ud på at forhandlingerne skulle afsluttes fem år efter oprettelsen af Det Palæstinensiske Selvstyre, hvilket skulle munde ud i en varig fredsløsning på det palæstinensiske spørgsmål i maj 1999.
Aftalen blev mødt med palæstinensisk, arabisk og israelsk modstand, men den daværende palæstinensiske præsident Yassir Arafat argumenterede for, at Oslo aftalen kunne danne grundlag for en gradvis oprettelse af en uafhængig palæstinensisk stat.
I oktober 1994, et år efter at Oslo-aftalerne blev indgået mellem præsident Yassir Arafat, leder af Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) og Israels premierminister Yitzhak Rabin, blev Nobels fredspris tildelt Arafat og Rabin “for deres indsats for at opnå fred i Mellemøsten.”
Endnu et år efter, den 4. november 1995, blev Yitzhak Rabin myrdet i Tel Aviv under afslutningen af en demonstration til støtte for Oslo-aftalerne. Overfaldsmanden var Yigal Amir, en israelsk ultranationalist, der radikalt modsatte sig premierminister Yitzhak Rabins fredsinitiativ, især underskrivelsen af Oslo-aftalerne.
Yasser Arafat døde som 75-årig den 11. november 2004. Franske læger sagde, at dødsfaldet var resultatet af en hjerneblødning, men der er også teorier om, at han blev myrdet.
Selv om det ikke blev nævnt explicit i Oslo-aftalen, at en palæstinensisk stat skulle oprettes efter fem år, håbede man fra palæstinensisk, arabisk og international side på det, hvilket bevirkede, at man accepterede princippet om to-stats-løsningen og initierede flere internationale initiativer for at opnå dette.
Mere end tredive år senere synes det klart, at de forhåbninger og hypoteser, som aftalen var baseret på, er blevet torpederet.
Den første hypotese gik ud på, at man kunne afslutte forhandlingerne og skabe en effektiv fred mellem de to parter efter fem år. I dag står det skrigende klart, at der ikke længere foregår nogen palæstinensisk-israelske forhandlinger, og at kløften mellem de to parter er langt dybere end for tredive år siden.
Den anden hypotese var, at en adskillelse af de to parter kunne bane vejen for en to-stats-løsning. Men i dag har den zionistiske kolonialiseringsstrategi, bosættelsesprocessen, ført til en stigning i antallet af ulovlige bosættere. De udgjorde på underskrivelsestidspunktet 250.000, men især amerikanske, russiske og ukrainske statsborgere med jødisk baggrund fortsatte kontinuerligt med at bosætte sig i de ulovligt besatte områder på trods af utallige internationale fordømmelser – senest af FN i juni 2023, så der i dag i 2024 befinder der sig mere end 750.000 bosættere på Vestbredden og i Østjerusalem, hvilket gør muligheden for at adskille de to parter umulig.
Den tredje hypotese var, at overgangsperioden ville bidrage til at opbygge tillid mellem de to parter, hvilket kunne hjælpe i forhandlingerne om den endelige status. Desværre er situationen i dag, at der ingen tillid er mellem de to parter og at det israelske samfund er et racistisk teokrati, hvor kun et lille mindretal på den ene fløj i Knesset opfordrer til forhandlinger, der fører til en tostatsløsning.
Hadet og fjendtligheden mellem de to parter er vokset markant siden starten på den israelske folkedrabskrig i Gaza for et år siden.
Den israelske regerings holdning i dag er at afvise en tilbagetrækning fra de besatte palæstinensiske områder og at afvise oprettelsen af en palæstinensisk stat med Østjerusalem som hovedstad.
Desuden er ingen udsigt til, at en ny midtersøgende sekulær regering vil komme til magten foreløbigt.
Den racistiske højrefløjs magtovertagelse af det israelske samfund er foregået igennem de sidste i tyve år. Den interne splittelse i det israelske samfund er i dag ikke mellem tilhængere og modstandere af fredsprocessen, som den var tidligere, men mellem tilhængere og modstandere af Netanyahu. At afvise etableringen af en palæstinensisk stat nyder bred konsensus i Knesset og det israelske samfund i dag.
Det internationale samfunds holdning, herunder den danske regerings, er bemærkelsesværdigt nok ikke at fordømme Knessets beslutning om at forkaste tostatsløsningen. I stedet bakker EU og Danmark igen og igen op om at støtte tostatsløsningen! Denne holdning følger den amerikanske diskurs om verbal støtte til tostatsløsningen, uden nogensomhelst plan om at gennemføre den. Det internationale samfund vil for enhver pris undgå en direkte konfrontation med Israel.
Det er en holdning, som Israel er meget tryg ved, fordi den hjælper Israel med at annektere mere land, øge antallet af bosættelser og aktivt lægge to-statsløsningen i graven, mens det internationale samfund dag og nat gentager den verbale støtte til to-statsløsningen.
Israelsk afvisning af en palæstinensisk stat
Israels afvisning af etableringen af en palæstinensisk stat afsluttede årtiers håb om en to-statsløsning, da flertallet af de israelske partier i Knesset i juli 2024 stemte for en resolution, der afviste oprettelsen af en uafhængig palæstinensisk stat.
Det israelske samfund er dermed nået i havn i sin rejse mod en totalitær apartheidstat, som udøver terror, krigsforbrydelser og folkedrab i Gazastriben og Libanon og omkringliggende lande. En apartheidstat som skamløst krænker menneskerettighederne.
Med denne resolution sender den zionistiske regering flere budskaber, herunder et klart budskab til den palæstinensiske ledelse om, at der ikke er noget kompromisforslag, og at der faktisk ikke er nogen fløj i israelsk politik, som ønsker fred med palæstinenserne.
Resolutionen signalerer, at Israel har begravet Oslo-aftalerne sammen med de mange palæstinensiske børn og voksne under murbrokkerne i Gaza og sendt illusionen om en tostatsløsning til skrot.
Dette tydeliggør, at palæstinensiske rettigheder ikke kan opnås ved forhandlingsbordet, men gennem aktivisme, modstand og kamp.
Beskederne fra Israel
Israel har sendt et budskab på internationalt plan om, at man er ligeglad med internationale fordømmelser og nogle staters anerkendelse af Palæstina. Man føler ingen skam ved at udøve terrorisme i andre nationer eller bombe fredsbevarende FN-styrker.
USA´s diskurs: at de “ikke er glade” for den israelske resolution om at afvise en palæstinensisk stat, bliver jo med god grund ikke taget alvorligt i Tel Aviv. I praksis betyder den grønt lys til IDF om at fortsætte med sine terroraktiviteter rundt om i Mellemøsten. Man bør derfor ikke kun fordømme Knessets beslutning, men også den amerikanske medskyld.
Afstemningen i Knesset understreger den zionistiske bevægelses samlede front mod palæstinensernes rettigheder, og giver Benjamin Netanyahu rygdækning til at skyde enhver mulighed for en palæstinensisk stat ned, hvilket efterlader det palæstinensiske folk med kun ét valg: modstand og kamp.
Det Palæstinensiske Selvstyre i Ramallah har intet andet valg end at annullere de aftaler, der er indgået med Israel, og stoppe enhver form for sikkerhedskoordinering med Israel. En sådan beslutning fra Det Palæstinensiske Selvstyre vil kunne give mulighed for at danne en forenet palæstinensisk national ledelse, der arbejder på et program, der sigter mod at befri landet.
En én-statsløsning
En to-statsløsning er baseret på en stat/samfund, der ønsker at adskille sig i to juridiske enheder og leve i fred som nabostater.
Denne løsning er forældet efter Israels overtrædelse af Oslo-aftalerne fra 1993, der blev underskrevet mellem Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation PLO og Israel inden for rammerne af tostatsløsningen. I dag er løsningen at afslutte besættelsen, hvilket betyder, at besættelsesmagten skal opfylde sine forpligtelser i henhold til alle internationale resolutioner og love.
Enstatsløsningen er et forslag til løsning på den arabisk-israelske konflikt, baseret på etableringen af en stor sammenhængende stat i Palæstina, der omfatter det, der i dag er kendt som Israel, Vestbredden og Gazastriben, hvor de arabiske og jødiske befolkninger skal have lige medborgerskab og rettigheder i en forenet stat.
Mens nogle støtter denne løsning af ideologiske årsager, ser andre det som den eneste mulige løsning i betragtning af den aktuelle situation. Det er det modsatte af at holde fast på den to-statsløsning, som palæstinensisk-israelske fredsforhandlinger har fokuseret på siden Oslo-aftalerne.
Opfordring til en én-statsløsning historisk set
Det palæstinensiske kommunistparti formulerede allerede i 1944 sin holdning ved at opfordre til en demokratisk udvikling af Palæstina og frihed fra eksterne påvirkninger under én stat, mens Den Nationale Befrielsesliga, som omfattede arabiske kommunister, samme år opfordrede til afslutningen af det britiske mandat og etableringen af en uafhængig palæstinensisk demokratisk regering. Denne opfordring kom før resolutionen om delingen af Palæstina, der blev vedtaget i FN i 1947.
Efter krigen i 1967 foreslog The Popular Front for the Liberation of Palestine (PFLP) og The Democratic Front for the Liberation of Palestine (DFLP) samt Fatah-bevægelsen en én-statsløsning for alle Palæstinas og Israels borgere under overskriften en “sekulær demokratisk stat”. Den daværende generalsekretær for PFLP Ahmed Jibril mente, at mest rimelige løsning for alle ville være oprettelsen af en demokratisk stat for fredelig sameksistens, forudsat retten til tilbagevenden for alle palæstinensiske flygtninge til Palæstina og afholdelse af valg blev gennemført under FN’s tilsyn.
I dag kan en tale om én stat med forskellige religioner og etniciteter virke idealistisk og utopisk, men det er den eneste løsning på den længste krig i moderne historie. En implementering af denne løsning kræver en markant ændring i den internationale politik over for apartheidregimet i Israel, og at Israel og palæstinenserne tvinges til at gennemføre denne løsning under midlertidig ledelse af en international administration. Herefter skal der under international kontrol gennemføres reelle demokratiske valg til en stat, der skal omfatte alle de oprindelige befolkningsgrupper, som kan leve i fredelig sameksistens.
Det gjorde de i Palæstina før ankomsten af flygtningene fra den europæiske antisemitisme (Holocaust) og de zionistiske kolonialister i 1948, hvor de tre abrahamistiske religioner levede sammen i fred side om side.
Sydafrika er et eksempel på, hvordan man kan forvandle sig fra en kolonistat med apartheidregime til en demokratisk stat, hvor alle befolkningsgrupper sameksisterer fredeligt.
