Israel-Palæstina-krigen: Venstrefløjen – en saga blot?

Den ikke-zionistiske venstrefløj taler om våbenhvile og frigivelse af israelske fanger i Gaza, men de har ingen klar plan for tiden efter Gaza. Vi har ikke hørt nogen udtalelser om, at palæstinenserne kan få deres eget land – for slet ikke at tale om at få en styreform, de selv vælger – for det kunne jo blive et Hamas-styret regime.

Den israelske venstrefløj har udført et politisk akrobatiknummer for at vinde plads blandt de dominerende partier, men holder fast i den zionistiske samfundsstruktur.

Den sidste meningsmåling foretaget efter 7. oktober 2023 blandt palæstinensere på Vestbredden og i Gaza viser større tilslutning til Hamas end til de andre palæstinensiske befrielsesorganisationer.

De mest fremtrædende skikkelser på den israelske venstrefløj var Yitzhak Rabin og Shimon Peres.
Rabin var politikeren bag Oslo-fredsaftalen i 1993. Det var ham, der opfordrede til at “brække knoglerne” på palæstinenserne i den første intifada i 87, og som blev myrdet i november 1995.

Shimon Peres, kaldet ”fredsduen”, modtog Nobels fredspris i 1993, beordrede Operation Vredens Druer og Qana-massakren i Libanon i 1996 og døde som en gammel mand i september 2016.

Israels højreekstremisme

I tomrummet efter de to er den israelske venstrefløj blevet nedtonet til en dæmpet snak i café-latte-segmentet.

Det israelske samfund, der har besættelsen som en del af deres DNA, tiltrækkes i stigende grad af den ekstreme højrefløj og dens racisme, apartheid og voksende fjendtlighed mod palæstinensere i særdeleshed og arabere generelt.

Midt i folkedrabet i Gaza, som fortsat udføres af Israels hær, viser meningsmålingerne en afgørende bevægelse væk fra venstrefløjen i det israelske samfund i retning af højreekstremisme, der støtter bosætternes og militærstyrkernes brutalitet på Vestbredden og i Gaza.

Ekstremistiske politikere kræver genbesættelse af Gazastriben og ødelæggelse af Rafah på bekostning af befolkningen i regionen.

Venstreorienteret: “Et beskidt ord”

På det politiske plan har de venstreorienterede partier i Israel haft en støt tilbagegang i løbet af de sidste tyve år.

Under det sidste valg i 2022 fik det venstreorienterede arbejderparti kun fire pladser i Knesset sammenlignet med de nitten pladser, det havde i 2015.

Israels andet større venstreorienterede parti Meretz, som længe har talt om fred og haft sæde i Knesset i det seneste årti, formåede ikke at samle nok stemmer til at passere spærregrænsen ved valget.

Denne udvikling minder om udtalelser fra den nu affdøde Uri Avnery, grundlæggeren af fredsbevægelsen Gush Shalom og den mest fremtrædende repræsentant for den yderste venstrefløj.

Han forudså situationen og beskrev venstrefløjen som “en bokser, der ligger hjælpeløs i ringen”.

I december 2023 meddelte det venstreorienterede arbejderpartis leder, Merav Michaeli, sin tilbagetræden med erklæringen, at “ingen i Israel ønsker at tale om fred nu”.

”At være venstreorienteret er blevet et beskidt ord”, skrev den israelske politiske klummeskribent Tal Schneider i december 2023 i New York Times.

Den israelske venstrefløj kan ikke byde på en løsning, der lever op til palæstinensiske rettigheder. De kan ikke fremlægge et projekt, der er fundamentalt forskelligt fra den herskende højrefløjs projekt, som derfor spreder sig som steppebrand.

Akrobatik

Sagen er, at den israelske venstrefløj aldrig har været venstrefløj i den traditionelle politiske opfattelse, der hersker i verden.

Den israelske venstrefløj har udført et politisk akrobatiknummer for at vinde plads blandt de dominerende partier, men holder fast i den zionistiske samfundsstruktur.

På trods af den historiske flid med paroler om fred og “to stater for to folk” samt ønsket om sameksistens med palæstinenserne, har venstrefløjen aldrig aktivt presset på for at gennemføre disse paroler, og den har heller aldrig seriøst modsat sig hverken bosættelsespolitikken, apartheidsystemet eller judaificeringen af Israels nationale-religiøse identitet.

Venstrefløjspartierne har heller aldrig arbejdet for disse paroler i nogen som helst af de regeringer, den har dannet eller tilsluttet sig.

Venstrefløjen har, i modstrid med den herskende fremstilling, været involveret i Israels forskellige krige mod palæstinensere og arabere.

Selv i sine mest progressive perioder har den aldrig modsat sig etableringen af Israel som en “jødisk nationalstat” født ud af zionismen.

Det er almindeligt kendt, at de venstreorienterede regeringer lancerede krigene i 1967 og 1973, invaderede Libanon i 1982, og arbejdede for at undertrykke opstanden ”sten-intifadaen” i 1987 og meget mere.

Siden 1948 har de venstreorienterede partier været involveret i dannelsen af koalitionsregeringer med højreorienterede partier og støttet deres aggressive politik.

Det var Mapai-arbejderpartiet (et ultra-venstrefløjsparti), som efter krigen i 1948 udråbte staten Israel på mere end 70 procent af Palæstina, og derefter besatte resten af palæstinensernes land i krigen i 1967.

Samtidigt gik den israelske venstrefløj i gang med at opbygge bosættelser i det besatte palæstinensiske land og kaldte disse bosættelser for Kibbutzer.

En krise uden horisont

I den virkelige verden er den israelske venstrefløj i dag tæt på at være en titel uden substans. Nuancerne er udviskede og højre og venstre i israelsk politik er blevet to sider af samme sag.

Den zionistiske venstrefløj anerkender ikke palæstinensiske rettigheder og støtter højrefløjens ideer.

Den yderste højrefløj fremsætter slogans, og venstrefløjen er hurtig til at gå med på dem.

Når man skal legitimisere et demokrati med vestlige standarder, har man brug for partier, der dækker hele det politiske spektrum både venstre og højre.

Og det er nu lykkedes for Israel at få hele verden med på, at de er et demokrati, så venstrefløjen har mistet sin historiske funktion og udtjent sit formål og kan derfor fades ud. Venstrefløjspartier passer ikke ind i et system, som betragter alle, der ikke er zionister, som andenrangsborgere.

Enhver overbevisning i det israelske venstreorienterede narrativ, som modsiger landets nuværende tilstand, har nået sin historiske afslutning i Israel.

Europas venstrefløj opbygger ulovlige bosættelser

Siden 1960’erne har det været progressivt blandt Europas venstreorienterede at bidrage til Israels opbygning ved at tage i kibbutz.

Europas venstrefløjs var derfor med til at opbygge disse ulovlige bosættelser i troen på den zionistiske propaganda om, at de er socialistiske kollektiver i et demokratisk land, der ligner de europæiske lande, men hvor dette land befinder sig midt i en ørken af tilbagestående, udemokratiske arabiske lande.

Disse kibbutzer havde også til formål at inddrage Europas venstreorienterede grupper i en legitimering af grundlæggelsen af koloni-staten Israel i det besatte Palæstina.

Uanset klassificeringen af israelske partier, hvad enten de er til venstre eller højre, arbejder de to sider sammen for at opretholde apartheidsystemet i Israel og besættelsen af de palæstinensiske områder, især Jerusalem, som de ønsker at annektere.

Og den israelske venstrefløj lever stadig højt på den løgn, som den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas udbreder i Det Palæstinensiske Selvstyres navn, at venstrefløjen er “tættere på os og klar til at give os vores rettigheder”.

Er den europæiske venstrefløj også et forældet “rygte”?

Den europæiske venstrefløj kan risikere at blive smittet af den virus, der har ramt den israelske venstrefløj.

Det skyldes, at krigen i Gaza har vendt op og ned på international politik.

Enhver krig har konsekvenser, der intensiveres, efterhånden som kampene fortsætter.

Som splinterne fra spejlet i H.C. Andersens ”Snedronningen” bevæger dens fragmenter sig over store afstande, måske til andre kontinenter, som det i øjeblikket er ved at ske for den europæiske venstrefløj.

Den danske venstrefløj har ikke markeret sig tydeligt i forhold til de politiske implikationer for international retsorden.

Den rasende krig mellem Israel og Palæstina skræmmer store dele af verden, og venstreorienterede ledere i Europa har rigelig grund til at ønske, at kampene slutter så hurtigt som muligt.

Konflikten er blevet en politisk varm kartoffel, der forværrer de interne uenigheder i Europa og bringer de allerede skrøbelige alliancer mellem venstrefløjen og de socialdemokratiske og konservative partier i fare. Venstrefløjen risikerer at betale en høj pris ved de kommende valg.

Med progressive vælgere, der er splittede mellem chokket over Hamas-angrebet, der dræbte 1.200 den 7. oktober, og vrede over de over 35.000 hovedsageligt civile palæstinensiske dræbte i israelske luftangreb på Gaza, er disse konsekvenser tydelige.

I lande som Frankrig, Storbritannien, Spanien og Tyskland sidder venstrefløjspartierne fast i ødelæggende uenigheder om, hvordan Hamas’ handlinger skal klassificeres, og hvor meget magt Israel har ret til at bruge i sit militære svar.

Konflikten understreger forskellene mellem den radikale venstrefløj og socialdemokraterne, således at denne konflikt kan sprænge venstrefløjen i Europa.

Indtil videre har der været tre kritiske spændingspunkter, der har splittet venstrefløjen.

Det første er ønsket om en våbenhvile for at tillade hjælp til Gaza og skåne de civile. Det andet vedrører spørgsmålet om, i hvilket omfang lederne bør kritisere Israel. Det tredje og vigtigste punkt er de europæiske regeringer og partiers holdning til Den Internationale Straffedomstol (ICC) og Den Internationale Domstols (ICJ) beslutninger over for Israel.

International retsorden – Politisk mistillid

Her i Danmark har den seneste anklage fra Den Internationale Straffedomstol (ICC) udløst vage og tilbageholdende reaktioner.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) var tilbageholdende i forhold til ICC’s anmodning om arrestordre på Benjamin Netanyahu, og han vil hverken tale for eller imod ICC’s arrestordre.

– Det ser jeg på med stor alvor. Vi anerkender jo ICC og står vagt om deres uafhængighed. Og derfor kan jeg ikke gøre andet og mere end at tage det til efterretning, lød det fra udenrigsministeren, da han ankom til udenrigsministermøde i EU.

– Det forekommer mig lidt prekært, at lederen af en demokratisk stat nævnes ligeværdigt med lederen af en terrororganisation, sagde Lars Løkke Rasmussen d. 21. maj.

Hvis en lignende reaktion havde været rettet mod en afgørelse fra danske domstole, ville der have rejst sig et ramaskrig, og det politiske landskab og offentligheden ville have været i oprør over den politiske indblanding i retsvæsenets integritet og uafhængighed.

Politisk mistillid til retsvæsenet

Reaktionerne viser en mistillid til det internationale retsvæsen, og det kan have en afsmittende virkning på befolkningens tillid – ikke kun til den internationale retsorden – men også til det danske retssystems objektivitet og kompetence.

Dette kan skabe en debat om retsvæsenets rolle og uafhængighed i politisk følsomme sager.

Den danske venstrefløj har ikke markeret sig tydeligt i forhold til de politiske implikationer for international retsorden efter meldingerne fra Den Internationale Straffedomstol (ICC) og Den Internationale Domstol (ICJ)

Venstrefløjens vage holdning til ICC’s anklage kan føre til en svækkelse af den principielle systemkritik fra venstrefløjen i dansk politik. Når det gælder Folketingets venstreorienterede partier som SF og en del af Enhedslisten, står man nu i mindre grad i opposition til magten.

Nu indgår partierne store kompromisser og sluger store kameler for at bevare deres indflydelse.

Dansk venstrefløjs skæbne

Den danske venstrefløj er vidne til store splittelser og udfordringer med at yde klar støtte til palæstinensernes befrielseskamp. Disse udfordringer skyldes flere ting:

1. Ideologisk splittelse på venstrefløjen: 

Der hersker divergerende meninger og holdninger i den danske venstrefløj. Vi kan exemplificere det med synet på kibbutzer. Der er nogen, som betragter dem som et glimrende socialistisk eksperiment, mens andre betragter dem som kolonialisering og ulovlige bosættelser i et besat land.

Denne divergens fører til forskellige synspunkter om, hvordan palæstinenserne skal støttes, hvor nogle kun går ind for diplomatiet, mens andre opfordrer til hårdere holdninger imod Israel.

2. Balance mellem værdier og interesser:

Afvejning af menneskerettigheder og politiske interesser. Nogle venstrefløjspartier forsøger at forene deres tilslutning til menneskerettighederne med politiske og diplomatiske overvejelser, hvilket fører til ubeslutsomme holdninger eller modvilje mod stærkt at støtte palæstinensernes befrielseskamp.

3. Internationalt og nationalt pres:

Danmark står over for pres fra sine internationale allierede, især fra USA, hvilket påvirker holdningerne hos venstrefløjspartierne, der kan frygte, at en stærk holdning til fordel for palæstinenserne vil påvirke diplomatiske og økonomiske relationer.

4. Blandet mediedækning:

Mediedækningen af begivenhederne i Gaza varierer mellem forskellige medier, hvilket fører til dannelsen af divergerende synspunkter på den danske venstrefløj.

Nogle medier dækker måske palæstinensernes lidelser, mens andre fremhæver Israels ret til selvforsvar.

5. Politiske og personlige bånd:

Derudover kan der være politiske eller personlige bånd mellem medlemmer af venstrefløjen og tilhængere af Israel, der påvirker deres offentlige holdninger.

Vi er derfor nødt til at forlange, at venstrefløjen skal forene sine holdninger og præsentere en klar og tydelig menneskelig vision, der stærkt og ufortrødent støtter palæstinensiske rettigheder. Man kan ikke være venstreorienteret og støtte et kolonialistisk, zionistisk landtyveri.

Ellers kan den danske venstrefløj risikere at blive en saga blot.