Dette er ikke et citat af en Hamas kriger eller ønsketænkning fra en palæstinensisk befrielsespartisan. Det er en udtalelse fra den israelske journalist og forfatter Ari Shavit, som i mange år har været seniorkorrespondent ved den israelske avis Haaretz.
Ari Shavit skrev dette i en kronik i sept. 2016, hvor han kommer frem til følgende: “Det ser ud til, at vi har passeret point of no return, og det er måske ikke længere muligt for Israel at afslutte besættelsen, stoppe bosættelserne og opnå fred” ”we must quietly observe Israel taking its last breath”
Han henviser desuden til en anden israelsk forfatter og journalist Rogel Alfer, der også har forudset afslutningen på den israelske nation, og som derfor opfordrer israelerne til at rejse tilbage til de europæiske lande, hvorfra de i sin tid immigrerede til Israel.
Ari Shavit tilføjer: ”Vi må gøre, hvad Rogel Alfer foreslog for et par år siden – forlade landet. Hvis israelskhed og jødiskhed ikke er vitale faktorer i identitet, og hvis enhver israelsk borger har et udenlandsk pas, ikke kun i teknisk forstand, men også i psykologisk forstand, så er sagen passé.
Den israelske historiker Benny Morris er et af de mest berømte ansigter i bevægelsen “nye historikere”, et udtryk, der anvendes i Israel om en gruppe historikere, der har modsiger den israelske fortælling om konflikten med araberne og indrømmer, at zionisterne har begået drab og fordrevet palæstinenserne.
Dette betyder ikke, at alle “nye historikere” anerkender Israels ansvar for denne historiske forbrydelse. De har forskellige perspektiver i deres studier af denne historie, Morris ser fx ikke noget galt i etnisk udrensning og mener, at jøder bør gøre, hvad der kræves for at beskytte sig selv.
Men Morris præsenterer de fleste af sine ideer med den samme ny-historiske realisme, og kommer i et interview i januar 2019 med den israelske avis Haaretz frem til følgende konklusion: “Jeg kan ikke se nogen udvej for os,” da talen faldt på Israels chancer for at forblive en jødisk stat.
“I dag er der flere arabere end jøder mellem Middelhavet og Jordanfloden. Hele dette land vil uundgåeligt blive én stat med arabisk flertal.”
“Israel kalder sig stadig en jødisk stat, men vores måde at herske over et besat folk uden rettigheder er ikke en situation, der kan vare ved i det enogtyvende århundrede, i den moderne verden. Når de først har rettigheder, vil staten ikke længere være jødisk”, siger Benny Morris.
Disse israelske udmeldinger bekræfter den danske historiker Morten Thing i konklusionen i hans bog ”Israel, et mislykket samfund, en mislykket stat”.
Morten Thing skriver, at Israel blev til ved, at jøderne fordrev landets indbyggere, palæstinenserne. Og at hele konstruktionen af den jødiske stat hviler på racisme, nemlig på den opfattelse, at ikke blot palæstinenserne, men også de arabiske jøder, befinder sig på et lavere civilisationstrin end de europæiske jøder.
Hamas’ angreb beviser, at Israels militære overlegenhed ikke vil løse konflikten.
Udmeldingerne fra de tre ovennævnte israelere rejser spørgsmålet her efter d.7.10. om hvad der skal ske efter Gazakrigen og en eventuel israelsk sejr over Hamas.
Overraskelsesangrebet fra Hamas d. 7.10. viser, at militær overlegenhed ikke vil løse konflikten, lige så lidt som alle freds- og normaliseringsaftalerne med de arabiske lande.
Hamas’ seneste operation demonstrerede deres høje professionelle kapacitet til at påføre Israel hidtil usete tab af liv og infrastruktur og genoprettede samtidigt håbet hos de yngre palæstinensiske generationer, der har mistet tilliden til, at det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden eller til at det internationale samfund kan opfylde deres nationale forhåbninger.
Denne generation besluttede at tage sagen i egen hånd og har med omhyggelig planlægning gennemført angrebet d. 7. okt., noget den arabiske verden ellers ikke har vist sig i stand til i meget lang tid.
Hamas’ angreb rejser flere spørgsmål, som vil være nyttige at studere for det internationale samfund:
Det første spørgsmål vedrører graden af uforstående forbavselse, som det internationale samfund opviste efter dette angreb.
Angrebets omfang, timing, professionalisme og effektivitet kan overraske alle, men ingen burde blive overrasket over, at det fandt sted.
Efter årtiers kvælende belejring af palæstinenserne i Gaza, det mangeårige fravær af enhver politisk løsning fra det internationale samfunds side og den arrogance og racisme, som Israel har udvist, især under den nuværende regering, er det overraskende, at dette angreb ikke fandt sted tidligere.
Det andet spørgsmål vedrører Abraham normaliseringsaftalerne med de arabiske lande. Angrebet d.7.10. beviser klart, at det internationale samfunds fokus på disse aftaler, samtidig med den fortsatte ignorering af essensen af den palæstinensisk-israelske konflikt, er en mangelfuld politik, der ikke vil lykkes. Essensen og hovedformålet med alle disse freds- og normaliseringsaftaler var, at afslutte den israelske besættelse og opfylde palæstinensernes nationale forhåbninger, men det blev ligesom skubbet til side.
Angrebet tilbageviser tydeligt Netanyahus argument morgen og aften om, at fred med palæstinenserne ikke er nødvendigt, så længe Israel kan normalisere sig med de omkringliggende arabiske lande uden at nå frem til en løsning med palæstinenserne.
Hvad med fremtiden?
Hvis man skal studere de nuværende og kommende resultater af Gazakrigen, bør man gå tilbage til historien. For historien viser, at det ikke kan lykkes at dræbe en befrielsesbevægelse, da befrielsesbevægelsen opstår som reaktion på besættelse og kolonialisme. Den kan ikke dø, medmindre årsagen til dens opståelse er fjernet.
Og hvis det lykkes dræbe en befrielsesbevægelse, vil en ny bevægelse opstå og bruge de tidligere erfaringer for at blive bedre.
Historien har lært os, at kriserne i Palæstina–Israel-konflikten har ført til flere politiske processer. Krigen i oktober 1973 førte til den egyptisk-israelske fredsaftale i 1979. Den første Intifada i 1987 efterfulgt af den første Golfkrig i 1990 førte til Madrid-fredskonferencen i 1991 og derefter Oslo-fredsaftalen i 1993. Men omstændighederne er anderledes i dag.
Den israelske regering er i dag på højden af sin ekstremisme og racisme, og der er ingen seriøse forhandlinger om en fredsproces.
75% af palæstinenserne støtter op om Hamas
Hvad angår Det Palæstinensiske Selvstyre, vil det blive mere og mere sårbart over for, hvad Hamas har gjort, og de vil ikke være i stand til at fortsat at hævde at repræsentere det palæstinensiske folk.
Den seneste meningsmåling viser at 75% af palæstinenserne i Gaza og den besatte Vestbred støtter Hamas’ angreb på Israel d. 7. oktober. Meningsmålingen blev foretaget fra den 31. oktober til den 7. november af Arab World for Research and Development (AWRAD) med deltagelse af 668 palæstinensere på Vestbredden og i Gazastriben i løbet af den fjerde uge af den igangværende Gazakrig.
Spørgsmålene var som følgende:
I hvor høj grad støtter du den militære operation, som Den palæstinensiske Modstandsbevægelse anført af Hamas udførte d. 7. oktober?
Svaret var: I meget høj grad 59,3 % og I nogen grad 15,7%. I alt støtter 75% af palæstinenserne Hamas.
Hvad angår USAs mulige rolle, er USA optaget af præsidentvalget og har ingen intentioner om at iværksætte nogen væsentlig politisk indsats, der kan afslutte besættelsen.
Vi står derfor over for en ny konflikttilstand, hvor den unge palæstinensiske generation ikke føler, at der er udsigt til nogen som helst politisk løsning, så det mest sandsynlige scenario er mere vold og krig, hvilket afspejler palæstinensernes ekstreme frustrationer, uden at det på kort sigt vil føre til en politisk proces.
I det lange løb vil den demografiske dimension dog presse positivt på til fordel for palæstinenserne i Israel og de besatte områder.
Hamas er en ideologi, og den eksisterer i folks drømme!
Palæstinenserne har i dag fået deres sag tilbage på den internationale scene, hvilket indikerer, at der ikke er nogen vej tilbage til tilstanden før d. 7. okt. 2023.
Det kan godt være, at det på den korte bane kan lykkes Netanyahu at opnå støtte fra den israelske opposition, men Israel har mistet meget, både med hensyn til sit militært overlegne image og med hensyn til at forsøge at holde den palæstinensiske side ude af ligningen og give indtryk af, at fred er mulig uden at nå frem til en aftale med det palæstinensiske folk.
Israel har også mistet en del af deres internationale støtte og opbakning. Det viser alle de kunstnere og akademikere og advokater der deltager i pro-palæstinensiske kampagner og demonstrationer i alle vestlige byer, senest i København og alle Danmarks store byer med den største pro-palæstinensiske demonstration i Danmarkshistorien d.19.11.
Derudover tror mange israelere ikke på deres hærs og ledelses evne til at “ødelægge Hamas”, hvoraf den mest åbenlyse måske er Ehud Barak, tidligere premierminister, som har udtalt, at “vi kan ikke fuldstændig eliminere Hamas, Hamas er en ideologi, og den eksisterer i folks drømme, i deres hjerter og i deres sind”!!
Efter de sidste 50 dages voldsomme begivenheder og de folkelige internationale reaktioner vil man med rette kunne spørge, om Israel har passeret Point of no return, som Ari Shavit skrev i 2016, eller om der er mulighed for en anden løsning på Palæstina/Israel-krigen end udslettelse af Gaza?
(https://arbejderen.dk/blog/israel-er-ved-at-drage-sit-sidste-aandedrag/)
