Kommentar af
Osama Al-Habahbeh
- februar 2000
Information
Ligesom fødselssmerter kan mindskes ved fødselsforberedelse og træning, kan smerterne ved det nye samfunds fødsel begrænses ved den rette forberedelse og den rette indstilling .
Desværre er der i dagens Danmark skabt et klima, som man kan frygte fremavler vold af hidtil usete dimensioner.
De få og små episoder, hvor ‘hvide’ danskere har forsøgt at gennemføre etnisk udrensning af ‘de fremmede’ i deres kvarterer – ved at køre dem ned som i Nordjylland eller overfalde dem med jernstang som i Ballerup – kan i værste fald blive begyndelsen til en voldsspiral, hvor også selvtægts aktioner fra de nye danske unge kan blusse op i de store byer.
Debattens betændte tone frem til nu nærer denne frygt.
Klimaet i dagens ‘humane’ Danmark indebærer f.eks., at det i praksis accepteres, at der tales nedsættende om de fremmede: Det er ikke strafbart at tale om salg af muslimske piger til højestbydende eller om at kaste flygtninge ud fra fly uden faldskærme.
Hvis denne udvikling skal bremses, er der brug for en indsats, der koncentrerer sig om problemets kerne, så uskikken med den ene stramning, den ene lappeløsning efter den anden ophører. Det er selve årsagen til handlingen, der skal behandles, ikke reaktionen.
Første skridt bør være, at det officielle Danmarks integrationspolitik ophører med at klientgøre de ‘nye danskere’ og ophører med at bruge terminologien ‘dem og os’.
Staten bør give ‘dem’ plads i det offentlige, så også det officielle Danmarks hverdagsbillede kan begynde at blive multifarvet. Det er ikke kun grønthandleren og kioskejeren, der skal være en af ‘dem’ – det skal også billetkontrolløren, skatteinspektøren, sagsbehandleren, politimanden og andre repræsentanter for magten. Man bør mødes som mennesker, ikke som danskere og ikke-danskere. Og dette møde skal foregå inden for de demokratiske spilleregler, som plejer at være et kendetegn for danskheden.
Dette krav om et åbent, ærligt og direkte møde indebærer også, at størstedelen af den danske kulturelite må gøre op med sin politiske korrekthed og opgive sin berøringsangst, ukritiske og overdrevent indvandrervenlige holdning. Og de, der bare er tavse, må begynde at tale. For kun ved at gå i clinch med de reelle problemer i en direkte dialog, kan der gøres op med fordomme og illusioner.
Siden indvandrerstoppet for snart 30 år siden har mange i Danmark troet, at den hellige grav var velforvaret, at de fremmede var lukket effektivt ude, og at dem, der var ‘kommet ind’, automatisk ville blive integreret – eller forlade landet. I den tid, der er gået, er antallet af fremmede imidlertid blevet mangedoblet.
Det danske samfund har givet dem kontantydelse og stort set ladet dem sejle deres egen sø. Man troede, at man kunne passivisere dem med penge – ‘for det er jo penge, de er kommet til Danmark for, ikke?’
Det tog regeringen årtier at opdage, at sådan var det ikke. At der manglede en integrationspolitik. Man handlede for sent og for halvhjertet, og indenrigsministeren blev først sidste år sat til i hast at indhente alt det forsømte ved at sammenstrikke, hvad både han og statsministeren stolt kaldte ‘verdens strammeste udlændingelov’ – en lov som man i disse uger er ved at stramme én gang til.
VEJEN FRA et multifarvet til et multikulturelt samfund er fare- og byrdefuld og kræver ofre af både ‘dem’ og ‘os’.
De kulturelle minoriteter bør droppe den ‘midlertidighed’, der så ofte præger deres eksistens her i landet. De bør droppe nostalgien om hjemlandet, stille deres drømmekufferter fra sig og initiere den lange og seje proces mod at blive en hel del af samfundet og ikke en fragmenteret del i venteposition.
Det er også på tide at gøre op med Janteloven, hvor danskeren handler efter udsagnet: ‘Du skal ikke tro, du er noget, Nej, det er mig, der er noget: Bedre end dig!’
Ligesom i gamle dage, da Janteloven blev brugt som undertrykkelsesmiddel – hvor ingen måtte være bedre end andre – bruges Janteloven i dag til at undertrykke de fremmede og til at skærme sig mod den globalisering, som burde åbne landets grænser for påvirkninger og inspirationer udefra. Det sker vel, fordi man nødigt vil afsløre – og selv indse – at Danmark næppe er det perfekte paradis på jord.
Men integrationslovgivning alene kan ikke løse problemet med den manglende etniske ligestilling eller fjerne den xenofobiske Jantelov. Danmark har f.eks. i mange år haft en lov om ligestilling af kønnene på arbejdsmarkedet, uden at man til dato har kunnet konstatere opnåelsen af reel ligestilling.
Man kan ikke ved lov indføre en holdningsændring eller tvangsintegrere de fremmede. Omstillingen til den ny tids samfund vil kræve mange initiativer, ofre og selvransagelse hos begge parter. Det vil tage mindst en generation, med alle de veer og smerter der hører til, før det nye multikulturelle, multifarvede Danmark fødes.
