MELLEMØSTEN // KOMMENTAR – Rundt omkring på pladserne i flere af Mellemøstens storbyer frigør en ny generation af unge arabere sig lige nu fra forældrenes politisk impotente lammelse, skriver Osama Al- Habahbeh. Ånden fra Det Arabiske Forår er vækket til live i en ny form.
Da en tunesisk gadesælger i december 2010 brændte sig selv i protest mod magthavernes berøvelse af hans menneskelige værdighed, blev han årsag til det første folkelige oprør i 2011 – kendt som Det Arabiske Forår i adskillige arabiske lande. Men foråret blev i 2013 afsluttet uden synlige demokratiske reformer, endsige menneskelig værdighed for araberne, måske lige bortset fra i Tunesien.
De arabiske regimer nedkæmpede protesterne med vold og penge eller begge dele. Befolkningerne blev skræmt af de folkelige oprørs konsekvenser i form af borgerkig og statsopløsning, som det blev tilfældet i Libyen, Syrien og Yemen, eller med politisk Islams magtovertagelse, som det var tilfældet i Egypten.
Det er en ny generation med et andet sprog og andre visioner. En generation, der er født af fortvivlelse, fattigdom, krig, sekterisme og borgerkrig
I flere lande opkøbte regimerne lederne af 2011-oprøret og indlemmede dem i det politiske maskinrum som oppositionspartier, der overtog parolerne fra ungdomsoprøret og forhandlede sig frem til kosmetiske politiske reformer. Status quo var genoprettet.
Men selvom demonstranterne forsvandt fra gaderne, forsvandt ånden fra foråret ikke; den gik tværtimod i hi i længere tid. Og nu er foråret, på trods af de mange tilbageslag, vågnet af vintersøvnen og er i live igen.
Politisk impotens
Både i Libanon og Irak strømmer unge og gamle, mænd og kvinder til byernes hovedtorve – nu kaldet befrielsespladserne – og afviser de indrømmelser, som det første arabiske forår gav til magthaverne.
Arabiske unge anklager deres forældre og bedsteforældre for at have være politisk impotente de sidste 70 år siden Israels sejr over alle de arabiske lande og besættelsen af Palæstina i 1948, og de gentagne tilbageslag for den arabiske befrielseskamp.
Ungdommen anklager de politiske og religiøse partier for sammen med magteliterne at spille med på den arabiske befrielseskamp ved at neutralisere det første forår med løfter om reformer. I 2011 så man disse partier på befrielsespladserne viftende med politiske og religiøse partiflag. I dag er befrielsespladserne tømt for partiflag og religiøse faner. Tømt for politikere, der holder patriotiske taler, som de har gjort siden 1948.
I disse dage ser man kun de nationale flag især i Beirut og Bagdad. Ingen ”kendte” politiske ansigter er til stede på nær de enkelte, der vil have en selfie som souvenir og bevis for, at de var med i denne historiske opstand.
Langt de fleste politikere har været helt usynlige – enten af skam over deres politiske impotens og det eftermæle, de har efterladt til denne generation, eller af frygt for demonstranternes reaktion, der har sværget på at fordrive dem fra disse pladser.
Revolterende unge i Bagdad og Beirut
Trods alle de vante forsøg på at politisere og splitte denne store folkelige protestbevægelse er hjemlandet den overordnede faktor, som omfavner disse unge irakiske og libanesiske kvinder og mænd i forsøget på at etablere en fælles national identitet, som er enkel og ideologifri. Det er denne identitet, som er fællesnævneren for disse masser, der utrætteligt er på pladserne dag og nat.
En hovedårsag til revolten er, at de unge kvinder og mænd føler sig fremmedgjorte i deres hjemland. Det andet arabiske forår har afsløret, at den indflydelsesrige politiske klasse, uanset ideologi og på trods af modstridende mål, har forenet sig for at bevare sin magt og sine privilegier og sikre egne interesser, herunder straffrihed for økonomisk og administrativ korruption.
De mennesker som nu befinder sig på befrielsespladserne, er ikke smudset ind i ideologi, de står udenfor politik og er frie af religiøse hensyn. Det er en ny generation med et andet sprog og andre visioner. En generation, der er født af fortvivlelse, fattigdom, krig, sekterisme og borgerkrig.
En generation, der ikke længere er interesseret i flamboyante paroler og gyldne løfter. De kræver et hjemland, der sikrer sine borgeres nationale og personlige værdighed med social retfærdighed og statsborgerskab med lige muligheder. Dette er deres ambition.
Det er en generation, der er træt af de sekteriske og etniske opdelinger, religiøse og ideologiske spændinger, en generation, der søger sin identitet i patriotisme, menneskerettigheder og humanisme. En generation, der ikke er kristen, muslimsk, shiitisk eller sunni. En generation, der ikke vil gå hjem, bare fordi regeringsledere i Irak og Libanon er gået af. De kræver systemskifte, ikke kun ansigtsskifte.
De nationale protester varsler en ny tid
Iran er siden den islamiske revolution i 1979 blevet en af de regionale magter i Mellemøsten med styrkede forbindelser til regionens shiitter. Det er en alliance, som hverken USA, Israel eller Saudi-Arabien har været i stand til at eliminere.
Sekteriske opdelinger har længe præget Irak og Libanon. Det store og mangfoldige antal etniske og religiøse grupper i Levanten med indbyrdes magtkampe er blevet brikker i internationale og regionale stedfortræderkrige. Og befolkningerne kan se frem til at blive disses kampes ofre. Det er de trætte af.
Den Iran-baserede shiitiske alliance er på trods af sine småsejre i Irak, Libanon og Syrien ved at kollapse. Det skyldes alliancens forsøg på at knuse det nye arabiske forår, og det kan blive starten på et momentum for en længe ventet fødsel af et nyt Mellemøsten
Version 2 af Det Arabiske Forår viser, at den arabiske verden igen gennemgår radikale ændringer med løfter om, at det næste årti ikke vil skorte på nye udfordringer for regimerne.
De nationale protester i Irak, Libanon, Algeriet og Sudan varsler en ny tid med civil uro og krav om demokrati i regionen.
Men den Iran-baserede shiitiske alliance er på trods af sine småsejre i Irak, Libanon og Syrien ved at kollapse. Det skyldes alliancens forsøg på at knuse det nye arabiske forår, og det kan blive starten på et momentum for en længe ventet fødsel af et nyt Mellemøsten.
Skriv et svar