Artikler

Efter Gazakrigen? Hvad siger palæstinenserne?

Det internationale samfund er begyndt at diskutere tiden efter israelernes krig mod Gaza og har præsenteret flere scenarier på spørgsmålet om, hvem der så skal regere Gaza. Der bliver også talt om chancerne for at starte en ny politisk proces for at løse konflikten.

Når man opererer med disse forslag, er der en faktor, der ikke tages alvorlig nok, og det er palæstinenserne.  Hvad tænker palæstinenserne i de besatte områder, dvs. på Vestbredden og i Gaza, om fremtiden?

Ingen fremtidsplan kan blive succesfuld, hvis man ikke tager højde for, hvad folket i de palæstinensiske byer ønsker og drømmer om.

Palestinian Center for Policy and Survey Research (PSR) har kastet lys over den offentlige palæstinensiske mening siden d.7. oktober. Undersøgelserne blev foretaget mellem d. 22. oktober og 2. december 2023 på Vestbredden og i Gaza.

Meningsmålingerne repræsenterer folks holdning på det givne tidspunkt, og at ignorere disse vil få alvorlige konsekvenser for enhver plan, der udarbejdes.

Hamas efter krigen

Undersøgelsen dækkede mange aspekter af et fremtidigt Palæstina og belyste den generelle stemning i forhold til flere emner.

Det første handler om, hvem der skal regere Gaza efter krigen.

60% af de adspurgte (75% fra Vestbredden og 38% fra Gaza) foretrækker Hamas’ styre efter krigen frem for ethvert andet scenarie.

Hvad meningsmålingen siger er, at intet efterkrigsscenarie kan ignorere Hamas. Hamas har placeret sig selv som en vigtig aktør på scenen i tiden efter krigen.

Der er en markant forskel mellem befolkningen i Gaza og befolkningen på Vestbreddens støtte til Hamas, idet Hamas’ popularitet er meget højere på Vestbredden end i Gaza. Det er forståeligt nok, når man tager de store lidelser i betragtning, som Gaza er blevet påført af den israelske aggression.

Til en sammenligning ønsker kun 7% af de adspurgte, at Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed i Ramallah skal regere Gaza efter krigen. Kun 3% støtter ankomsten af arabisk militære styrker til at styre Gaza, og 88% ønsker, at præsidenten for det palæstinensiske selvstyre Mahmoud Abbas træder tilbage fra embedet.

Disse tal er vigtige og måske chokerende i forhold til ethvert internationalt scenario, der fremlægges i dag, hvor man antager, at Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed i sin nuværende form vil kunne administrere Gaza.

Hvad angår hvilke politiske partier palæstinenserne vil stemme på i tilfælde af parlamentsvalg, vil Hamas modtage 43% (44% på Vestbredden og 38% i Gaza), mens Fatah (Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed) vil modtage 17% (16% på Vestbredden og 25% i Gaza), øvrige grupperinger (palæstinensiske, socialistiske og sekulære partier) vil modtage 23% af stemmerne (hvilket er mere end, hvad Fatah kan forvente).

Eftersom det palæstinensiske valgsystem er proportionelt, vil alle disse partier blive repræsenteret i et kommende parlament, og det vil være umuligt at ignorere Hamas som en politisk magtfaktor, når man taler om en fremtidig politisk proces.

Angående hvem palæstinenserne vil foretrække som leder i post-Abbas-fasen, peger et markant flertal (36%) på lederen af de første intifadaer Marwan Barghouti, der har siddet fængslet som politisk fange i israelske fængsler siden 2002. 19% ønsker Ismail Haniyeh og 16% Yahya Sinwar, der begge repræsenterer Hamas, mens Fatahs kandidater kun bliver ønsket af 5%.

Med hensyn til udformningen af en endelig løsning på konflikten er 64% af palæstinenserne imod ideen om en tostatsløsning, mens 34% støtter den. 65% af de adspurgte mener, at en tostatsløsning ikke længere er mulig på grund af de jødiske bosættelsers ekspansion på den besatte Vestbred.

Befrielseskamp eller fredsforhandlinger

Man ser også en anden bemærkelsesværdig udvikling:

Adspurgt om, hvordan den israelske besættelse kan afsluttes, og en uafhængig palæstinensisk stat kan etableres, svarede 63% af de adspurgte (20% på Vestbredden og 56% i Gaza), at det kun kan ske ved væbnet modstand, sammenlignet med 20%, der foretrækker forhandlinger, og 13% der tror på fredelig modstand.

For tyve år siden var der ikke noget signifikant antal palæstinensere, der troede på væbnet modstand.  Dette viser, at mange i dag har opgivet fredelige midler og ikke er overbeviste om, at en fredsproces kan bringe besættelsen til ophør.

Det internationale samfund ville gøre klogt i at studere disse resultater godt, drage den nødvendige lære og undgå forslag, der ikke har nogen bund i den palæstinensiske virkelighed.

Efter Gazakrigen? Hvad siger palæstinenserne? (arbejderen.dk)

 

Related Articles

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button