KRONIK
Det er vestligt hykleri at påstå, at ytringsfriheden er lige for alle.
Muslimer i Danmark har siden 1970’erne været udsat for nedværdigende behandling, så det er klart, at det opfattes hyklerisk, når man beskytter koranafbrændingerne med begrundelse i vestlige værdier
Oppositionspartierne burde indse, at ytringsfriheden ikke er den lille mands beskyttelse mod systemet. Det har udviklet sig til at være den stærke parts ret til at håne den svage, skriver Osama Al-Habahbeh i kronikken.
Foto: MARIA HØY HANSEN
DEBAT
- august 2023
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere her
57 islamiske lande fordømmer koranafbrændingerne, og tusindvis af borgere i islamiske lande demonstrerer mod dem – og imod Sverige og Danmark.
De udtrykker deres vrede over de to landes accept af denne blasfemiske behandling af muslimernes hellige bog. Samtidig forholder de sig afvisende over for den skandinaviske forklaring om, at afbrændingerne foregår inden for rammerne af ytringsfriheden.
I kølvandet på det meddelte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) mandag den 31. juli, at man i Danmark vil bearbejde et udkast til en lov, der forbyder afbrænding af hellige bøger foran ambassader. Han sagde, at der skal være plads til religionskritik, »men når man stiller sig op foran en udenlandsk ambassade og brænder en koran af, eller brænder torarullen af foran den israelske ambassade, så tjener det intet andet formål end at forhåne«.
Lars Løkke Rasmussen mener ikke, at et sådant tiltag vil bringe ytringsfriheden i fare, men han erkender, at det ikke er nogen let opgave. Modsat er en stor del af oppositionspartierne nu gået sammen imod Lars Løkke Rasmussens forslag med indskrænkelse af ytringsfriheden som begrundelse.
Men oppositionspartierne burde imidlertid indse, at ytringsfriheden i dag ikke længere er den lille mands beskyttelse mod systemet. Det har udviklet sig til at være den stærke parts ret til at håne den svage. Det er hyklerisk at påstå, at ytringsfriheden er lige for alle.
Toraafbrændinger forhindres
I januar 2023 meddelte en mand, at han påtænkte at brænde Toraen foran den israelske ambassade i Stockholm. Det skete dog ikke, fordi ambassaden formåede at forhindre det. Efterfølgende tweetede den israelske ambassadør i Sverige, Ziv Nevo Kulman, at man med hjælp fra myndighederne og det jødiske samfund i Sverige var lykkedes at hindre afbrændingen.
I slutningen af juli i år skrev muslimske borgere på sociale medier, at de ville bede om tilladelse til at afholde en demonstration, hvor de ville brænde Toraen foran de israelske ambassader i Stockholm og København.
Nu er det afbrændingen af Koranen, der er i fokus, men det er altså ikke længe siden, at det gjaldt Toraen. Og nu fremsætter Lars Løkke Rasmussen overvejelserne om en mulig lovændring, der forbyder afbrænding af hellige bøger foran ambassader i Danmark. Et sammenfald mellem hån af jødedommen og islam.
Sammenfaldet minder mig om en anden politisk sag i Danmark.
I 2020 var debatten om omskæring af drengebørn atter aktuel. Efter intense politiske og folkelige diskussioner sagde statsminister Mette Frederiksen (S) i september 2020, at regeringen ikke vil gå med til at udstede en sådan lov. Hun forklarede, at omskæring ikke kan ses som en enkeltsag, men at det er en del af en større historisk sammenhæng. Begrundelsen var dertil, at jøderne har været forfulgt i Europa i mange hundrede år, og vi har givet et løfte om at passe på dem – og derfor er loven ikke den rette vej.
Statsministeren nævnte ikke respekten for de danske muslimers traditioner omkring omskæring af drenge. Kun de jødiske.
Vi så her, hvordan det lykkedes det jødiske samfund at forhindre et forbud mod omskæring. Og nu undersøger den danske regering muligheden for at stadfæste en lov, der skal forhindre afbrænding af religiøse bøger. Måske fordi det ikke længere udelukkende omhandler Koranen, men også om Toraen.
Islam har brug for en transformation
Bogafbrænding er ikke et nyt fænomen. Historien vidner om mange afbrændinger af bøger og biblioteker i oldtiden og moderne tid.
Det berømte bibliotek i Alexandria i Egypten blev brændt af de kristne i år 391 og af muslimerne i år 642. I moderne tid brændte nazisterne i 1933 bøger, der ikke svarede til den nazistiske ideologi, og i 2017 brændte ISIS-grupper alle bøgerne på biblioteket i Mosul i Irak, bortset fra de bøger, der omtalte kalifatet og det islamiske styre positivt.
Bogafbrænding er en indikation på, at man har tabt evnen til at gå i dialog med dem, som man er uenig med, og at man ønsker at destruere de ideer, som repræsenteres i bøgerne. Men at brænde et eksemplar af Koranen er blot at brænde papirsider med påtrykte ord. Ord og ideer forsvinder ikke, fordi man brænder det papir, de er skrevet på.
Men afbrændingen provokerer dem, der – ukritisk – tror på disse bøger. Denne provokation har koranafbrænderne haft så stor succes med, at det har fået muslimer til at brænde danske og svenske flag under angreb på vores ambassader i Irak og andre islamiske lande.
I Koranen siger Allah i Sura 15 Al-Hijr, Ayat 9: »Vi har sandelig åbenbaret påmindelsen (Koranen), og vi vil bestemt værne om den.« Allah har altså ikke brug for muslimer eller andre hjælpere for at værne om hans bog. Det vil han selv gøre ifølge Surat Al-Hijr.
Derfor bør de muslimer, der føler sig provokeret af Rasmus Paludan og hans ligesindede, til at invitere dem til at indgå i fri dialog. Således ville sådanne provokationer forhåbentligt kunne ebbe ud. Om ikke andet ville de oprørte muslimer vise, at de forstår værdien af en demokratisk dialog.
Islam har hårdt brug for en oplysningstid for at kunne transformere sig fra en politisk ideologi til en fredelig og kærlig religion. Udelukkende en religion – ikke en politisk ideologi.
Dialog og åben kommunikation mellem forskellige grupper er afgørende for at opbygge gensidig respekt. Men manglen på en demokratisk og konstruktiv dialog med muslimerne i Danmark i samspil med den diskrimination og hån, som de udsættes for, fører uundgåeligt til, at nogen vil overreagere på symbolske provokationer som koranafbrændinger.
Vestens hykleriske ytringsfrihed
Ligesom i sagen om omskæring, hvor Mette Frederiksen fremhævede den hundrede år lange jødeforfølgelse som begrundelse mod et forbud, skal danske muslimers reaktioner på koranafbrænding også ses i forhold til historien.
Muslimerne har siden 1970’erne været udsat for antiislamiske udtalelser fra partier fra det yderste højre og nedværdigende behandling i form af debat om hijabforbud, forbud mod halalmad i børneinstitutioner, hån og karikaturtegninger af deres profet og forskelsbehandling mellem ukrainske flygtninge og flygtninge fra Mellemøsten.
Disse fænomener bevirker helt forståeligt, at danske muslimer betragter det som hykleri, når man i debatten om koranafbrændingsforbud taler om retten til ytringsfrihed.
Fordi de kommer oven i den bagvedliggende strukturelle racisme, bliver koranafbrændingerne dråben, der får bægeret til at flyde over for nogle muslimer. Det bringer deres følelser i kog, fordi det er hyklerisk at kalde koranafbrænding for ytringsfrihed, når man så samtidig ikke mener, at det er ytringsfrihed at bære hijab.
Når man deltager i en diskussion med danskere om ytringsfrihed, kommer det hurtigt til en konfrontation med begrebet ’den vestlige verdens værdier’. Det er naturligvis et meget flydende begreb, men man ser meget ofte, at der en fælles konsensus om, hvad man har lov til at ytre. Holocaustfornægtelse må man for eksempel ikke ytre.
I 2006 blev den britiske revisionistiske historiker David Irving idømt tre års fængsel i Østrig, efter at han tilstod, at han fornægter Holocaust. Samme tendenser ser vi, når Tyskland forbyder demonstrationer med sympati for de palæstinensiske ofre i de besatte palæstinensiske områder, og når man i Storbritannien vil forbyde at hejse Hamas’ flag.
I modsætning til, hvad ytringsfriheden som minimum burde være, den lille mands mulighed for at tale systemet midt imod, har begrebet udartet sig til at være en måde til at beskytte den stærke parts ret til at håne den svage.
Som det ser ud i dag, har magthaverne monopol på ytringsfriheden, og det er en hyklerisk påstand, at den hviler på demokratiske værdier eller at påstå, at ytringsfriheden gælder alle.
