Danske medier-
Professionalismen er fraværende i Ukrainekrigen
Objektivitet er en egenskab, som en del danske medier bryster sig af, og ofte mener at andre landes medier kan lære af, især når det gælder krigsdækning. Men desværre er denne egenskab fraværende i den ensidige danske mediedækning af krigen i Ukraine.
Af Osama Al-habahbeh
Under krigene i Irak og Syrien inviterede danske medievirksomheder arabiske journalister til Danmark, hvor de blev trænet i ’rigtig’ (læs: vestlig) professionel og alsidig journalistik.
Disse arabiske journalister kom hertil fra lande, der i mange år har været plaget af krig og her i Danmark skulle de så inspireres til at være alsidige og freds-opbyggende journalister, som ikke vælger side i en krig, men upartisk dækker krigens parters standpunkt og giver en baggrundsviden baseret på interviews med krigens forskellige parter og grupperinger og får forskellige perspektiver for at forstå krigens baggrund, fordi det er sådan ’vi’ gør i den demokratiske og civiliserede Vest.
Mediekrigen: Journalistisk følelsesporno
På trods af mit forsøg på at undgå termen følelsesporno kan jeg desværre ikke finde en bedre betegnelse for de utallige personlige historier i danske medier, med grædende kvinder og følelsesladede danske journalister, TV-journalister, der mens de står i ukrainske byer og interviewer ukrainere, for åben skærm græder i sorg over ukrainernes lidelser i krigen.
Andre journalister interviewer ukrainske kvinder der opdrætter heste, for at belyse hvordan den ukrainske kvinde sikre hestene i denne krig, og andre TV-indslag om hvordan ukrainske katte og hunde har det under krigen.
Jeg er klar over at jeg sandsynligvis – ganske urigtigt for øvrigt – vil blive beskyldt for at være pro-russisk, men det kan og skal ikke forhindre mig i at kalde en spade for en spade: Der er tale om en meget følelsesladet, partisk og ensidig mediedækning af krigshandlingerne til fordel for Ukraine og det gælder over hele linjen i det danske medielandskab.
U-Kritisk og U-balanceret journalistik
Som det ses på fotoet ovenfor, vajer det ukrainske flag over danske mediehuse, som ellers har en meget restriktiv politik om flagning. Her spørger jeg dem, der bryster sig af termen ”frie og uafhængige” medier, om de har tilsidesat denne term og mener at journalistikken skal være politisk og vælge side i en krig?
Det er en kendsgerning at sandheden er krigens første offer, men her i Vesten og særdeles i Danmark, er krigens første offer mediernes selvstændighed og evnen til kritisk refleksion.
Danske medier har mistet deres kritiske sans og er blevet partiske og nationalistiske. De bevæger sig væk fra journalistikkens idealer, da deres dækning af krigen udelukkende foregår gennem en pro-ukrainsk linse.
Synkronisering af den fjerde statsmagt med de øvrige tre magter
Mediernes pligt er at oplyse sagligt, faktuelt og uafhængigt af politiske/ økonomiske interesser, så borgerne kan danne deres egne holdninger på den baggrund.
Mediernes rolle er at informere, dække begivenheder for at give borgerne adgang til oplysninger, så de kan vælge og handle på et oplyst grundlag. Sådan opridses mediernes rolle i fagbogen Medier, politik og samfund
I den danske krigsmediedækning har den danske offentlighed har brug for en solid dækning for det russiske regimes verdenssyn og Kremlins motiver i denne krig.
Når jeg følger danske medier, må jeg konstatere, at russiske kilder er fraværende i mediedækningen af krigen. Jeg efterlyser derfor russiske analytikere, så vi danskere har bedre muligheder for at forstå, hvorfor der er bred opbakning til Putin og Ruslands politik.
Det gælder desværre ikke kun de vestlige medier, også de vestlige politikere blokerer muligheden for at høre den anden side. EU har lukket for adgang til russiske medier. På trods af Vestens hellige terminologi om frie medier og ytringsfrihed, har vi nu kun adgang til vestlige mainstreammedier og ingen mulighed for at høre nogen stemmer fra den anden side af konflikten.
Og så tilbage til mediernes magt, tænker jeg på den amerikanske forfatter Benjamin Abelows bog ” How the West Brought War to Ukraine” om baggrunden for krigen i Ukraine.
Abelow redegør for hvordan Vesten har bragt krigen til Ukraine, og hvordan USA og NATO har bedraget verden og bragt os på randen af en atomkatastrofe.
Når vi siger, at vi lever i et demokrati, er det besynderligt, at ingen fra den lovgivende magt (politikerne), ingen fra den udøvende magt (regeringen) og ingen fra den 4. statsmagt (pressen) udviser divergerende eller modstridende holdninger til krigen og hvem der har ansvaret for krigen.
Alle disse magter har synkroniseret deres holdninger til krigen.