Andre end al-Assad har svigtet

Andre end al-Assad har svigtet

Kommentar

Osama Al-Habahbeh

Debat

29. december 2016

Demonstrationer og kampagner på tværs af det politiske spektrum i en række lande raser for at redde byen Aleppo fra terrorisme begået af den syriske diktators hær og hans allierede i Rusland og Iran.

Men det er langtfra krystalklart, hvem disse opfordringer bør rettes mod.

De stater, der kan redde befolkningen i Aleppo og i de andre syriske byer, er bl.a. USA, Tyrkiet, Saudi-Arabien og Qatar. Det er disse stater, der omorganiserede, finansierede og bevæbnede – og til sidst svigtede – den fredelige syriske civilopstand fra 2011.

Det er retfærdigt, forståeligt og rigtigt, at syrere og globale demonstrationer retter deres vrede mod præsident Bashar al-Assad og hans regerings grusomme gerninger, men vreden bør også rettes mod de lande, der stod bag krigen og lovede det syriske folk at vælte diktator Bashar al-Assad lige så hurtigt og nemt som det skete i Tunesien, Libyen og Egypten.

Disse løfter blev afgivet i april 2011, kun to uger efter den første fredelige civile demonstration i Syrien, da den sunnimuslimske leder Sheikh Qardawi, bosat i Qatar, lovede de syriske oprørere at støtte en demokratisk opbygning af landet, når folket havde væltet Assad.

Qardawi roste samtidigt den tunesiske revolution, der væltede præsidenten og bragte islamister til magten.

Fire måneder senere – i august 2011 – indkaldte Qatar den syriske opposition til et møde, der grundlagde ​​Det Syriske Nationalråd, en paraplyblok af syriske oprørsgrupper med Det muslimske Broderskab som det centrale medlem af rådet.

Den røde linje

Golfstaterne fortsatte deres indsats i februar 2012, da de indkaldte gruppen Venner af Syrien til en konference i Tunis og erklærede, at Det Syriske Nationalråd er den eneste legitime repræsentant for det syriske folk.

Her understregede den daværende saudiske udenrigsminister, Saud al-Faisal, at »overdragelse af magten i Syrien, skal ske frivilligt eller med magt«. Og så begyndte saudisk militærstøtte til det syriske oprør at strømme over den jordanske grænse til Syrien.

På samme tid øgede den saudiske prins Bandar finansieringen af ​​en række syriske oprørsgrupper, og Qatar fordoblede finansiereingen af den Al-Qaida affilierede gruppe Al Nusra Front. Golflandene bevæbnede således de sunni-muslimske grupper, der kæmper mod præsident al-Assads styrker.

Støtten til oprørsgrupperne fik opbakning fra USA, da præsident Barack Obama i august 2012 truede med en amerikansk militæraktion mod al-Assad, hvis han brugte kemiske våben. En sådan brug ville af Obama blive set som en overskridelse af den »røde linje«, som han omtalte.

Linjen blev dog krydset i juni 2013, da den amerikanske efterretningstjeneste registrerede, at Assads styrker havde brugt kemiske våben mod oprørerne.

I december 2015 samlede Saudi-Arabien de syriske oprørsgrupper til en konference i Riyadh med deltagelse af Tyrkiet og Qatar. Konferencen sluttede med et krav om, at al-Assad burde fjernes med brug af fredelige eller militære midler.

Hvor ender harmen?

Assads regime faldt ikke, præsidenten sidder stadig ved roret. Derfor er spørgsmålet, når man protesterer imod de forfærdelige begivenheder i Aleppo, hvorfor man retter al sin harme mod Rusland og Assad-regimet uden at pege fingre ad de skyldige hovedaktionærer i dette morads?

Det er disse lande, der lovede syrerne et alternativt demokrati og brugte omfattende våben og midler til at styrke den sekteriske fragmentering og splittelse mellem sunni- og shiamuslimer i Syrien.

De forsøger at frasige sig skylden for forbrydelserne begået mod det syriske folk gennem de sidste seks år og græder hyklerisk krokodilletårer over ofrene, de sårede og fordrevne, mens de selvsamme golflande nægter at modtage syriske flygtninge.

Bashar al-Assad bærer også ansvaret for, hvad der sker og er sket i hans land. Han har selv indrømmet uregelmæssigheder, fejl og forbrydelser. Men de lande, der har skubbet det syriske folk ud i et blodbad, bærer et større ansvar, fordi de greb ind i en arabisk stats anliggender og satte den i brand.

Det er nu klart, at slaget ved Aleppo er forbi, men krigen er ikke forbi i Syrien. Der er mange kampe i vente, i Idlib, Raqqa, Al Bab og andre syriske byer. Og kampen med de militante  jihadister vil også fortsætte  – jihadisterne vil fortsat være aktive i Syrien og andre steder den kommende tid.

Syrien vil komme ud af tyranniet, og det syriske folk vil en dag blive forsonet og overkomme al modgang, ligesom det er sket i alle andre krige i regionen.

Og når støvet en dag har lagt sig, vil syrerne forhåbentligt pege på dem, der initierede landets ødelæggelse og orkestrerede dette historiske svindelnummer og bruge de sidste seks års erfaringer til at opbygge et demokratisk land uden at satse på andres våben, dollar og tomme løfter.